torsdag den 22. marts 2018

Fire hjerter til LER!

En mere jordisk installation end Alexandra Engelfriets 'Skinned' (Flået) er svær at forestille sig. For værket ligner en pløjemark. Den nederlandske kunstners værk lever ikke i kraft af sin form, men gennem de aktiviteter, der har skabt formen". Således beskriver Peter Michael Hornung værket, som er afbilledet herover (foto: Anders Sune Berg).

"Den kreative legesyge med ler kan man også se udfoldet i 'Jorns sidste måltid', et polykromt keramisk popop-værk af gruppen Dirty Go Clay: Louise Gaarmann, Lea Nielsen og Mette Maya Gregersen. Mærkeligt nok er dette værk ikke en del af den officielle udstilling. Men det er en del af museets demonstration af, hvad fantasifulde kunstnere/keramikere kan bruge masser af ler til"

Politikens kunstanmelder Peter Michael Hornung besøgte Museum Jorn i Silkeborg, da udstillingen LER! åbnede for nyligt. Blandt andet fremhæves værket 'Jorns sidste måltid', hvilket antydes i citatet herover. 

Hornung fremhæver oplagt, at udstillingen består af en række begivenheder, som nok gør det svært for de fleste anmeldere at give en helt præcis vurdering af LER! som kunstudstilling. 

Hornung giver fire hjerter i Politiken til LER!, som kan ses på Museum Jorn frem til d. 10. juni.

onsdag den 21. marts 2018

Hemmeligheder

"På udstillingen 'Hemmeligheder alle vegne', danner Maria Wandels grafisk slagkraftige og på samme tid underfundige tuschtegninger, et fascinerende univers, fyldt med skjulte fortællinger, som beskueren selv må afdække. Kunstneren lader også ofte skriften blive en del af billedet, ikke som en pædagogisk hjælpeforanstaltning, endsige en morale eller politisk pegefinger, men snarere som en poetisk tilføjelse, der kan være gådefuld eller humoristisk. Som et fingerknips, der får beskueren til at stoppe op en ekstra gang"

Lørdag d. 24. marts åbner på Horsens Kunstmuseum udstillingen - som det antydes i teksten herover, hentet fra museets Facebook-profil - 'Hemmeligheder alle vegne' med værker af Maria Wandel. 

Hvad disse hemmeligheder mere specifikt går ud på, vil jeg med mine egne øjne og sanser finde ud af, inden udstillingen åbner, da jeg har indføjet den som den sidste i min anmeldelseskalender for første kvartal af indeværende kalenderår.

søndag den 18. marts 2018

Hvem får det sidste ord?

'Selvspejlinger I': Installationsfoto med portrætvæg (foto: Esbjerg Kunstmuseum/Torben E. Meyer)

"Men skal man som beskuer nødvendigvis aktiveres fysisk, før man forstår en udstilling? Egentlig er det jo lidt som at sidde på en restaurant sidst i 80'erne - hvor madoplevelsen først var komplet, når man havde hentet sin salat i salatbaren og selv stegt sin bøf på en såkaldt "varm sten" ved bordet. Hvor man betalte for at lave sin egen mad. Nu er det bare blevet en del af museernes oplevelsesøkonomi i stedet for"

Citatet er et lille brudstykke af en anmeldelse, som Rikke Hansen har publiceret på kunsten.nu vedrørende udstillingen 'Selvspejlinger I', som for tiden finder sted på Esbjerg Kunstmuseum. 

Hansen er kritisk over for udstillingen på flere måder, og at jeg beskæftiger mig med kritikken og en udstilling, som jeg faktisk ikke har set på blog'en, er usædvanligt, men usædvanligt er det også at museets inspektør Christiane Mosegaard Finsen og resten af det kunstfaglige team, som antyder, at Rikke Hansen ganske enkelt ikke har fattet en brik af, hvad udstillingen går ud på, har taget til genmæle  i et debatindlæg på kunsten.nu. 

Jeg vil ikke gå ind i en nærmere analyse af udstillingens præmis eller anmeldelsens budskab, men blot anføre, at det er ganske befriende, at en udstillingsinstitution modsiger en anmelders iagttagelser, men måske skulle man hellere kigge indad og prøve at udvikle en forståelse for, hvorfor en given udstilling får nogle kritiske ord med på vejen? 

Der er vel ikke nogen naturlov, som automatisk gør alle kunstudstillinger vellykkede?? Og i øvrigt er/bør en kunstanmeldelse ramme læserne i et kvalificeret balancepunkt mellem, hvad man kan forvente at opleve på en udstillingsinstitution og hvad anmelderen rent subjektivt, på godt dansk, mener om en given udstilling.

Frode Steinicke solo i Aarhus

For nyligt åbnede en udstilling i det fine Galleri Jacob Bjørn i Aarhus, som viser skulpturer af min gamle bonkammerat Frode Steinicke. 

Udstillingen har flere af Steinickes ting på programmet, og blandt værkerne kan man se et antal nyere skulpturer og relieffer i bemalet træ. 

Disse udstilles sammen med et antal ældre værker, som mange måske især er bekendt med, da den sorte granit i en lang periode udgjorde en signatur hos kunstneren. 

Jeg håber at få set udstillingen, der har titlen 'What's Going On' inden den slutter d. 28. april.

lørdag den 17. marts 2018

John Olsen-udstilling åbnet i Ribe
















Udstillingen 'Aftryk af liv - John Olsen 80 år' på Ribe Kunstmuseum er ret vellykket. 

Udsagnet vedrørende kvaliteten af udstillingen skal tages absolut bogstaveligt, da jeg hørte kunstneren udtrykke under gennemgangen, at det nok er den bedste soloudstilling, der er lavet med et stort og kronologisk omfattende udsnit af hans værker. 

Der venter da også publikum en god oplevelse i de interessante og labyrintiske lokaler på museet. 

Det er nemt at fare vild og det er tilsvarende let at lade sig overraske i miljøet, der er iscenesat af museets inspektør Rasmus Kjærbye i samarbejde med John Olsens faste assistent Lars Abrahamsen. 

Udstillingen har fyldt en del i min bevidsthed de seneste dage, da jeg har fået tilsendt udstillingens katalog, der måske i højere grad udgør en biografi over kunstneren end et decideret udstillingskatalog. 

Efterfølgende deltog jeg i åbningen af udstillingen - og nu arbejder jeg på en anmeldelse, som naturligvis kan læses i et landsdækkende dagblad på et tidspunkt. 

'Aftryk af liv - John Olsen 80 år' kan ses på Ribe Kunstmuseum frem til d. 21. maj.

onsdag den 14. marts 2018

Kunst som underholdning

I virkeligheden er der ingenting galt i, at man bruger kunsthistorien i et underholdningsprogram. Man kan vel blot antyde, at kunst måske som aktualitetsemne ikke ofte fylder sendefladen på public service-stationen Danmarks Radio. 

I efteråret blev jeg ringet op af en person, som spurgte mig, om jeg var interesseret i at deltage i et TV-program, der optages kort tid efter på Carl-Henning Pedersen og Else Alfelts Museum i Herning. 

Udgangspunktet var, at et antal kunstinteresserede skulle udpege ét ud af 10 værker, som er malet for nyligt - og som således er falsk. 

Jeg kunne desværre - eller heldigvis - ikke deltage den dag, optagelserne skulle finde sted, men nu er serien af udstillinger på programmet, og den første viste konceptet på Skagens Museum, hvor man skulle gætte, hvilket af et antal værker af skagensmalere, som var falsk. 

Maleren Niels Valentin var sat til at kopiere et maleri af P.S. Krøyer, og det gjorde han så dygtigt, at flere af deltagerne ikke var i stand til at gennemskue hvilket var en kopi. 

Fik man imidlertid mulighed for at sammenligne Krøyers maleri 'Fiskere på Nordstranden en sommeraften' fra 1891 (billedet) med Valentins efterligning, var det dog muligt at se en forskel på især farvens intensitet. 

Hvis et sådant quiz-program kan akkumulere en større forståelse for kunsthistorie og en interesse for kunst, er det sådan set okay med mig, at kunsten bruges som underholdning, men det kunne da være oplagt, at man fra DR's side fulgte op på denne potentielle interesse med programmer, som belyser kunstscenen, som den ser ud i dag.

tirsdag den 13. marts 2018

Kentridge til Aalborg


For næsten seks år siden fandt jeg efter lang tids søgen omsider et kunstværk, som jeg fandt lidt mere interessant end gennemsnittet i forbindelse med dOCUMENTA (13) i Kassel. 

I et fjernt hjørne af udstillingsområdet var udstillet videoværket 'The Refusal of Time' af den sydafrikanske videokunstner William Kentridge. 

På flere skærme kunne man opleve et teatralsk scenarie, som refererer til både apartheit og stumfilmkomedier i et helt fabelagtigt forløb. 

Jeg har set værket i andre opsætninger senere - blandt andet på Martin-Gropius-Bau i Berlin i forbindelse med en stor Kentridge-udstilling i 2016. 

Værket ejes af kunstmuseet Louisiana, og det kan i forbindelse med et udlån til Kunsten i Aalborg, ses her i tidsrummet fra d. 21. marts til d. 19. august. 

Jeg optog lidt video i forbindelse med udstillingen på dOKUMENTA - indtil jeg blev afbrudt af en kustode, og uddrag kan ses herover.