mandag den 4. marts 2019
Ferlov Mancoba-udstilling skæmmes af katastrofal iscenesættelse
Lyssætningen giver skærende højlys på bronzeskulpturerne og efterlader dele af enhederne i kulsort mørke. Sådan går det når man belyser bronze med halogenspots.
Hvis man så samtidigt opbygger en kunstudstilling med såvel vægbaserede værker som skulpturer i et sceneri af MDF-plader i en rodet disponering, synes der vel ikke meget positivt at sige om udstillingen med værker af maleren og - primært - billedhuggeren Sonja Ferlov Mancoba (1911-1984) på Statens Museum for Kunst.
Det er da også udfordrende at iagttage de ellers fantastiske værker på nationalgalleriet, men heldigvis lever disse på deres egne betingelser.
Sonja Ferlov Mancoba var en væsentlig billedhugger for sin samtid, og det har man heldigvis fundet ud af.
For syv år siden viste Carl-Henning Pedersen og Else Alfelts Museum i Herning en større udstilling med hende, og her levede værkerne i langt højere grad, end det er tilfældet i København. Ikke mindst på grund af museumsrummets naturlige lys, der her gav en anderledes perspektivering på værkerne.
Skulle man imidlertid være nysgerrig på udstillingen på Statens Museum for Kunst, kan den ses frem til d. 5. maj.
Koloristisk mangfoldighed
Kunstnersammenslutningen Koloristerne er en af de grupperinger, der har lidt under den generelle holdning i forhold til kunstnersammenslutninger.
Ikke desto mindre er Koloristerne nu tilbage i Den Fries udstillingsbygning i København, og dét med en udstilling, der viser sammenslutningen som et alsidigt foretagende - ikke mindst aldersmæssigt.
Man har inviteret en del yngre kunstnere med som gæster på årets udstilling, og det må man sige, giver helheden et befriende løft.
Udstillingen kan ses i hele marts måned, og jeg besøgte Den Frie under ferniseringen, og tog nogle billeder, som kan ses herover.
Der er tale om stemningsbilleder fra ferniseringen samt værker af Nalini Printz, Carsten Ulrich von Würden, Martin Berge og Inge Lise Westman.
torsdag den 28. februar 2019
Billeder fra Forårsudstillingen
Forleden dag omtalte jeg Forårsudstillingen i Kunsthal Charlottenborg på blog'en her. Jeg udtrykte en vis positivitet over udstillingen.
Billederne herover skulle gerne vise, at jeg ikke var helt skæv på den.
onsdag den 27. februar 2019
Forårsudstilling i alsidighedens navn
Amalie Gabel: 'The Perpetual Host', 2018. Mixed media
Lars Agger: 'Gränslandet' (detalje), 2018. Blyant, kridt, tusch, akvarel, akryl på papir.
Årets forårsudstilling i Kunsthal Charlottenborg kan ses i et par uger endnu. Mere specifikt frem til d. 10. marts, og der skal ikke herske nogen tvivl om, at udstillingen i år er særdeles seværdig.
Blandt de mange kunstnere, der optræder på den censurerede, som efterhånden er blevet international, er det tilfredsstillende at konstatere, at de danske kunstnere står helt flot i helheden.
Her vil jeg fremhæve de to, som optræder i gengivelser herover. Det er tegneren Lars Agger og installationskunstneren Amalie Gabel, men som sædvanligt kan man opleve et bredt og alsidigt udvalg af forskellige kunstnere og kunstværker på årets udstilling.
lørdag den 23. februar 2019
Akvareller fra søerne og mosen
På trods af gråvejr på dagen kan man alligevel fornemme forårets komme her i slutningen af februar, og i den situation er det som bekendt svært at oparbejde en større pessimisme.
Akvarellerne herover er produceret i forlængelse af en af utallige traveture ved sø og mose.
Færgen i havn om få stavelser
MALERI:
Nogle punkter af fravær
Møder en præcis flade. Dét
kan hele livet gå med
Digtet herover af Dan Turéll fra digtsamlingen 'Kom Forbi' fra 1984 indleder Lars Movins bog 'Færgen er i havn om få stavelser', som jeg fik ved åbningen af den nu aktuelle Jens Birkemose-udstilling på Museum Jorn i Silkeborg.
Bogen blev lanceret ved ferniseringen, hvilket er naturligt, da den sammenfatter forbindelsen og muligvis venskabet mellem netop Dan Turéll og Birkemose.
Således hedder det i bogens i bogens opslag: "Målet med denne bog er at kaste lys på en ikke tidligere beskrevet relation i dansk kulturliv, nemlig mellem maleren Jens Birkemose (f. 1943) og forfatteren Dan Turéll (1946-1993)". Jeg er naturligvis i fuld gang med at læse bogen.
Forleden dag var jeg til bogreception i en helt anden anledning, og her publiceredes et portræt af billedkunstneren og skulptøren Jens Chr. Jensen. 'Fra en ny kant' er skrevet af kunstanmelder Troels Laursen, som nu også kan tilføje "forfatter" på sit visitkort.
Jeg overvejer en anmeldelse af denne bog; men jeg skal lige finde ud af, hvor en sådan kunne være relevant.
I øvrigt er Jens Chr. Jensen den ene hovedperson i en udstilling med titlen 'Krydsfelt' i Kunstpakhuset i Ikast.
Her udstiller Jensen sammen med billedkunstneren Bjarne W. Troelstrup, og denne udstilling åbner d. 9. marts og varer frem til d. 22. april.
Abonner på:
Opslag (Atom)


























































