onsdag den 29. maj 2019
Brunsten i kunsten på ARoS
Det er et voldsomt sansebombardement, man bliver udsat for i udstillingen 'Art & Porn', som netop er åbnet på kunstmuseet ARoS i Aarhus.
Publikum bliver da også advaret mod potentielle choktilstande ved indgangen til udstillingen, og så er det som bekendt et temperamentspørgsmål om, hvorvidt dette er nødvendigt her 50 år efter billedpornografiens frigivelse i Danmark.
Danmark var det første land i verden, der tillod skildring af sex uden censur, og det er en del af temaet i den aktuelle udstilling.
Om det er lykkedes kuratorerne at skabe et grænsesøgende og interessant scenarie på ARoS, vil jeg vende tilbage til, når min anmeldelse af udstillingen er blevet publiceret.
Indtil da kan man se billeder fra 'Art & Porn', som dem, der optræder herover. Blandt kunstnerne kan nævnes Jeff Koons, Monica Bonvicini, Sarah Lucas, Ryan McGinley, Maja Malou Lyse og Tom of Finland.
mandag den 27. maj 2019
Stjerner til Winther
Poul Winther: Opstilling, 1981, olie på lærred
"Hans udgangspunkt var naturalismen, men kubismens og konstruktivismens indtog i kunstens historie i 1900-tallet har sat sine spor hos Poul Winter. De konkrete former, han fandt på stranden, blev på billedfladen omdannet til cirkler, rektangler, kvadrater, cylindrer og andre geometriske former. Rummene mellem delene fik betydning, og farverne blev genstand for undersøgelser"
Det er ikke så længe siden, jeg besøgte Vendsyssel Kunstmuseum, hvor jeg så og efterfølgende anmeldte udstillingen 'Ting, ingenting og alting' med værker af billedkunstneren Poul Winther (med h i efternavnet).
Det blev til fem stjerner i Jyllands-Posten, og det samme gav Nordjyskes kunstanmelder Troels Laursen i sin anmeldelse.
Citatet herover stammer dog fra Kunstavisen, hvori den posthume hyldest fortsætter. Winther døde sidste år.
Det er Kunstavisens redaktør for Nordjylland, Pier Maria Andersen, der har forfattet anmeldelsen i magasinet og hendes portrætfilm om og med Poul Winther fra 2003 kan ses på udstillingen i det fine museum i Hjørring.
Udstillingen varer frem til d. 18. august.
Beherskede forventninger
Mogens Andersen: 'Komposition', 1969.
Olie på lærred, 146 x 195 cm .
Vurd. 40.000-50.000 kr. (Foto: Bruun Rasmussen Kunstauktioner)
Asger Jorn: Uden titel, 1948. Olie på
lærred, 55 x 70 cm .
Vurd. 250.000-300.000 kr. (Foto: Bruun Rasmussen Kunstauktioner)
Når den næste auktion over moderne kunst løber af stablen d. 3. juni, er der dog stadig Jorn-værker til stede i auktionslokalet i Bredgade, men det er ikke de dyreste af slagsen.
Faktisk er der kun en enkelt kunstner, der er estimeret til over en million, og det er den polsk-franske maler Henri Hayden(1883-1970) med et maleri fra 1920, som er vurderet til 2-3 millioner.
Det er altid interessant at følge auktionerne hos Bruun Rasmussen live på auktionshusets hjemmeside - og især hvis der et eller flere værker, der går langt over vurderingen.
lørdag den 25. maj 2019
Ude i verden, hvor der lugter af våd hund
En nyttesløs diskussion med en mindre begavet hundelufter, der lod sin meget emsige, og drivvåde, hund løbe frit omkring i et område, hvor dette tydeligt er formidlet som ikke tilladt, kunne ikke forhindre mig i at lave to tegninger fra den skønne Almind Sø.
Senere så jeg - og fotograferede - en fugl, som jeg ikke kunne artsbestemme, da mit ornitologiske blik ikke er helt opdateret.
Det viste sig at være en mudderklire, hvilket jeg fik bekræftet ved hjælp af en opdatering på Facebook. Man oplever noget hele tiden!
Jeg håber snart, at sommeren indfinder sig i kongeriget, så der kan blive tegnet lidt mere udendørs.
Italiensk avantgarde på HEART
"Åååh, nej!" er der nok enkelte, der tænker når de læser overskriften; men bare rolig kære læser af denne blog. Ganske vist er Piero Manzonis 'Merda d'Artista' fremme i kunstmuseet HEART's faste udstilling med værker fra museets samling, men det er ikke dén, det nu drejer sig om.
Det handler derimod om en ret interessant udstilling med værker af en anden italiensk avantgardist, nemlig Fabio Mauri, som jeg første gang stiftede bekendtskab med under Documenta-udstillingen i Kassel i 2012.
Mauri beskæftiger sig med de skiftende politiske scener i Italien i hans levetid (1926-2009), og her har fascismen som bekendt spillet en rolle - om ikke andet i kunstnerens unge år.
Udstillingens titel 'The End' sætter samtidigt fokus på et ret definitivt emne, nemlig døden, der altid optræder som en understrøm i Mauris værker.
Udstillingen kan ses på HEART i Birk Centerpark ved Herning frem til d. 25. august.
fredag den 24. maj 2019
Christian IV på plads!!!
Hans Pauli Olsens skulptur af Christian IV (foto: Ritzau/Scanpics)
"Som sagt kunne spejlvendingen af de arkitektoniske elementer have været en original idé, men dels fungerer det ikke, og dels er det et greb, Hans Pauli Olsen har benyttet sig af så ofte, at det minder om en automatreaktion. Og den slags er sjældent godt, når det kommer til skabelsen af kunstværker"
Gennem de seneste uger har jeg modtaget et antal mails fra billedkunstneren Per Arnoldi, der anskueliggør tilblivelsen og offentliggørelsen af en skulptur udført af Hans Pauli Olsen, og forestillende Christian IV.
Det viser sig, at der har fundet forskellige ting sted, der har indblandet adskillige navne, som tilsyneladende ikke har haft det fjerneste med udviklingen af projektet at gøre.
Blandt disse navne optræder Politikens anmelder Peter Michael Hornung, som - skal det nævnes - ikke er skribenten bag anmeldelsen i dagbladet Politiken.
Det er til gengæld Trine Ross, som giver værket to hjerter i avisen. Og det er netop fra denne anmeldelse, at citatet herover stammer.
Omkring placeringen af skulpturen ved Børsen i København siger Per Arnoldi i et interview i DR's P1 "at den så er blevet så markant placeret, er en meget ulykkelig situation".
Jeg har ikke selv set skulpturen, så jeg har ikke haft den samme mulighed for at vurdere værket på samme grundlag som de nævnte personer, men jeg kan da udmærket se på fotografiske gengivelser, hvad der er på spil.
tirsdag den 21. maj 2019
Kunst og kærlighed i Herning
Sidsel Ramson: Cité-Soleil, Port-au-Prince, Haiti, 1981 (pressefoto: Carl-Henning Pedersen og Else Alfelts Museum)
Carl-Henning Pedersen: 'Jerusalem', 1975 (affotograferet fra bogen 'Kunst og kærlighed')
"Ekspressionisten havde mødt realisten i sit liv, de fandt lykken hos hinanden, og de klædte hinanden. For de var fælles om mere, end de anede. Helt unge var de ikke, da de mødtes - han var næsten et kvart århundrede ældre end hende. Men de havde begge bevaret en nysgerrighed over for deres omverden, som mange langt yngre ville have misundt dem"
De to, som mødte hinanden, var fotografen Sidsel Ramson (f. 1937) og maleren Carl-Henning Pedersen (1913-2007), og netop Ramson og Pedersen er det fælles omdrejningspunkt for udstillingen 'Kunst og Kærlighed', der finder sted på Carl-Henning Pedersen og Else Alfelts Museum i Birk ved Herning fra d. 25. maj.
En 380 siders bog, fra hvilken citatet herover af Peter Michael Hornung stammer, og som beskriver forholdet mellem de to meget forskellige kunstnere, fik jeg i forbindelse med et besøg på museet tidligere på året, og den viser de to kunstneres meget forskellige skildringer af parrets rejser rundt i verden.
Pedersen er ikke overraskende den fabulerende i tegninger og akvareller, hvor Ramson er klar og knivskarp i sine fotografiske skildringer.
Abonner på:
Opslag (Atom)





































