Jeg kan se i min database over færdigtgjorte malerier, at jeg i en periode, der strakte sig fra medio 2002 til begyndelsen af 2005 overvejende beskæftigede mig med malerier og grafiske arbejder, der var bygget op over kompositioner, som var baseret på vandrette, liniære forløb.
Disse kompositioner var først og fremmest tænkt som abstraktioner, som skulle undersøge, hvor langt man kunne gå med et så forenklet principfundament. I løbet af meget kort tid gik det imidlertid op for mig, at disse malerier havde noget "landskabeligt" i sig, som jeg dog ikke på nogen måde prøvede at modarbejde.
Imidlertid søgte jeg en form for motivisk simplificering, som da også var ganske enkel at forholde sig til, vel at mærke så længe billederne fremstod i det såkaldte figure-format (på højkant). Modsætningen mellem højformatet og det horisontale gav en logik og en harmoni, som var klar og - netop - enkel.
Da jeg så besluttede mig for i et længere forløb, at arbejde i paysage-formater (på den lange led) rendte jeg - med hovedet forrest - ind i en mur af problemer. Nu var jeg nødt til at forholde mig til lærredernes langstrakthed på en helt anden måde. Det var nu nødvendigt at indsætte vertikale brud for at skabe dén harmoni, som var så indlysende i figure-kompositionerne.
Min daværende kunsthandler var begejstret, da han var overbevist om, at jeg havde ramt en merkantil åre. Naturligvis tog han fejl og på et tidspunkt, da jeg følte, at jeg kun kunne bevæge armene på én måde, måtte jeg nødvendigvis tage et opgør med "det vandrette" og prøve at få plads til krims-kramset og de organiske no figures igen...
Sådan bevæger man sig i små steps. Ahead, forhåbentligt!?
