Jeg har været musik-nørd siden jeg var 10 år. Det begyndte for alvor med The Beatles i vel omkring 1964? Musikken blev hørt på en grammofon. Man var endnu ikke på dét tidspunkt begyndt at kalde en sådan for en pladespiller. Min mors grammofon blev i den fase hurtigt - næsten permanent - forflyttet til mit værelse, således at jeg kunne aflytte en efterhånden ekspanderende samling af singleplader.
På et tidspunkt fik jeg en stor pakke fra Amerika, hvor min mors halvsøster boede dengang i automobilbyen Detroit, som også var hjemby for det legendariske pladeselskab Tamla-Motown. Motown (motortown) var på det tidspunkt indbegrebet af soul music; men det var dog hverken Four Tops eller Sam Cooke, der optrådte på de to long-playing plader, min moster sendte mig. Rolling Stones, Now! og Beatles VI var amerikanske specialudgaver af hhv. Stones' andet album og Beatles For Sale.
Jeg var begejstret! Intet mindre... Min største bekymring rettede mig nu mod den gamle grammofon. Kunne disse to gigantiske skiver overhovedet være på pladetallerkenen? Naturligvis kunne de dét! Ligesom apparatet kunne indstilles til 33 omdrejninger i minuttet.
LP-plader udgjorde således omdrejningspunktet(!) i den Svanholm'ske musiklytning de næste mange år. Jeg gik først over til CD'er i 1992. Kassettebånd har også været inde over som supplement. LP'erne spiller jeg stadigt og ligeledes naturligvis CD'erne.
På et tidspunkt var der en sang med én af Shubidua-guitaristerne, "Du skulle købe dig en Walkman, så lyder skoven som New York, mand". Den transportable lyd blev lanceret med denne lille praktiske båndspiller, som man kunne bære i bæltet eller i lommen. Senere kom Discman og gjorde bærbar lyd til et digitalt anliggende. Det var nødvendigt at medbringe bånd eller CD'er, for at høre noget på disse apparater. Dette fik en ende med MP3-afspillerne.
I juni 2007 udgør Apples iPod den ultimative bærbare musikformidler. Jeg har ejet én i mindre end 24 timer - og allerede på nuværende tidspunkt, forstår jeg ikke, at jeg har kunnet leve et langt liv uden. Allerede da jeg kom hjem fra forretningen og pakkede vidunderet ud, blev jeg ramt af en følelse af, at jeg her stod med et ganske eksklusivt produkt i hånden. Indpakningen var fornem og den 30 GB kraftige enhed ligger solidt i hånden; ikke uden tyngde.
Jeg gik omgående i gang med at indlæse et større antal af mine yndlings-CD'er på iPod'en: Lucinda's nyeste, Mellencamp, Sibelius, Bruckner, Neil Diamond's 12 Songs etc. etc. Da jeg også er i besiddelse af Beatles VI på CD indlæste jeg også denne! Samtidigt med denne proces så jeg på TV en udsendelse, hvor Paul McCartney optrådte for et lille publikum i det legendariske Abbey Road-studie i London. På dén måde er tingene så at sige gået i ring!
Det begyndte med singlerne, grammofonen og The Beatles. Nu er vi nået til en iPod. Beatles er, sammen med Beethoven, stadig et tema. Hvornår det slutter - og med hvad, er umuligt at sige. Forhåbentligt om mange, mange år....?
IPod'en virker i al fald umiddelbart som en langtidsholdbar landevinding.
