onsdag den 19. december 2007

Dentalfrustrationer

Jeg sidder med en bog, der skildrer billedhuggeren Jørgen Haugen Sørensen dagbogsnotater. Her beskriver han bl.a. digteren Henrik Nordbrandts mor, der umiddelbart inden hun døde sagde, at døden i hvert fald besidder én umiddelbar fordel: Man skal ikke mere til tandlæge.

Jeg skal til tandlæge i dag! Jeg kender proceduren… En dybdegående tandrensning, som jeg får foretaget hver 3. måned samt et eftersyn, som kun bliver foretaget hvert halve år. Tandrensningen gør ondt; men den er nødvendig på grund af kronisk paradentose – tandkødsbetændelse. Til gengæld føler jeg mig godt tilpas efter besøget hos tandlægen. Det er som om, at denne udrensning har en symbolsk betydning, som forplanter sig til hele organismen.

Spørgsmålet er blot, om jeg skal nævne de begyndende smerter, som jeg har registreret i sekseren i overmunden for tandlægen? Jeg gør det nok ikke…

Det er jo snart jul.