Her befinder jeg mig på værkstedet i selskab med billedkunstnerne Jonna Pedersen, Bjørn Eriksen og maleriet ’Hyldest til Lucio Fontana’.LS: Nu har jeg sat et maleri op, og Bjørn nu sagde jeg for lidt siden, at dér har vi Fontana, ikke? I sin definitive tilstand og mit store problem i forhold til det billede er dét der, som er det, jeg kalder ”effektjageri”.
BE: Er det dét? (henvendt til JP) Kender du Fontana? Du har nok hørt navnet, måske?
JP: Ikke sådan fuldstændigt… Nej!
LS: Italiensk kunstner. Kendt som spatialkunstens mester – og han gjorde dét på et tidspunkt, at han snittede hul…
JP: Det var dét, ja!
LS: …som det absolutte udtryk; men når det er sagt, så er der nogle ret interessante skulpturer i bronze, hvor de der brud – eller hvad fanden man skal kalde dem ligesom er bygget ind i kompositionen. Det er det, jeg prøver at ha’ en kommentar til dér, som kom til at ligne et jordbær.
BE: Det er rigtigt sjovt. Eller en mariehøne?
LS: Netop! Det kan jeg godt li’, du siger, for så har man ikke lagt sig fast på jordbærret; men der er lige dét der snit i den røde flade, som repræsenterer noget af det samme som de der flænger.
BE: Må man ikke bare synes, at det er et pragtfuldt billede? Jeg er helt vild med at du gør det der, for du er meget konkret i forhold til mange af dine andre ting. Det kan godt være, der er forkert, hvad jeg siger; men dit udtryk er også, at du er et ordmenneske. Og du elsker ord. Man kan mærke i den måde, du konstruerer tingene på. Der er intuition i den måde du skriver på og den kommer pludseligt i dit maleri – på en anderledes måde.
LS: Ja, præcist!
BE: Og så bygger du det sgu op som et maleri. Man kan godt mærke det med den jyske horisont ét eller andet sted. Den plager dig sgu lidt – og her så bryder du den.
LS: Jeg har måske i en lang periode savnet noget at hænge min abstraktion op på.
BE: Har du det?
LS: Ja, fordi… Et bogstav er jo, når man ser bort fra, det er et tegn og meget let aflæseligt, at så er det jo en form.
JP: Ja…
BE: Fuldstændigt en abstrakt form – og det er jo kun fordi, man har vedtaget, at et N er et N; ellers er det jo en abstrakt form.
LS: Og jeg vil gerne ha’, at det skal fungere som maleri og en malerisk komposition, mere end det skal fungere som et ord.
BE: Det forstår jeg godt…
LS: Blandet derfor prøver jeg at camouflere ordet; men så dukker der altså sådan noget op, for der er jo ikke nogen som helst tvivl om, hvad det billede handler om. Det er en hyldest til Lucio Fontana…
BE. Det er så pragtfuldt. Det elsker jeg, sådan noget! Og det skal jeg hen og se på, for jeg tror ikke, du har skåret i det, jeg tror du har malet det sådan…?
LS: Jeg har ikke skåret en skid!
BE: Det er dét, jeg mener…
LS: Det kunne jeg aldrig drømme om. Det ville være alt for meget et trick. Så ville jeg gå for tæt på.
BE: Så er det jo pragtfuldt, du gør dét der!
LS: Altså… Troede du, jeg havde snittet?
BE: Nej, nej! Det troede jeg ikke, du havde; men det var for ikke at stå bagefter og være til grin…
LS: Jeg kan godt li’, at du lige skulle hen og glo.
BE: Jamen det skulle jeg, for det er malet sådan…
LS: Hvis man ser det i et lidt mere douche lys, så kan man altså godt tage fejl.
JP: Nu vidste jeg, du ikke havde snittet, for det var det billede du viste mig på telefonen – eller på kameraet sidste weekend ude på Badet.
LS: På det tidspunkt var det helt friskt.
JP: Da var det lige færdigt?
LS: Fuldstændigt! Frisk fra staffeliet – og der er ikke rørt ved det siden. Så det var dømt færdigt.
JP: Ja… Stadigvæk, Lars?
LS: Om det er færdigt?
JP: Ja?
LS: Det er færdigt!!
JP: OK!
BE: Der er jeg vist hægtet af?
LS: I lørdags mens I havde travlt med at underholde jeres ferniseringsgæster, da stod vi og udvekslede nye værker på vores kameraer. Vi havde begge kamera med.
JP: Sådan noget skal jo ses i virkeligheden…
LS: Ja, selvfølgelig! Men når vi nu har det og det er transformeret ned på sådan en lille skærm, så er det jo skægt og se, og vi skal jo lave den der skide udstilling (på CopenhART Gallery i februar 2009). Så det er meget sjovt at se, hvad man har at spille op imod, ikke?
Herefter gik samtalen over i en mere small-talk fundamenteret form for kommunikation; men senere kom vi dog på sporet af hyldest-maleriet igen:
LS (til JP): Du føler dig anfægtet af, at du ikke synes, maleriet er gjort helt færdigt?
JP: Nej, det er ikke dét! Det er mere om man kunne gøre det stærkere? Jeg kan sagtens se, at elementmæssigt er det fuldstændigt færdigt – og så er det næste om du vil spille på farverne og skrue op og ned – og så er det igen, som vi snakkede om tidligere i dag på Silkeborg Bad, Lars, at alle felterne skal være lige gennemarbejdede, for at de er stærkest. Det snakkede vi om i forbindelse med dét der ornamentik
BE: Du udtrykker dig forkert. Det er forkert at sige, at det ikke er gennemarbejdet…
JP: Nej, det er måske heller ikke...
BE: Man skal have været der, ikke…?
JP: Ja, man skal have været der…
LS: Det kan jeg godt li’, du siger – for så kommer vi ind på noget, som jeg efterhånden har fundet ud af, er ret vigtigt. Det er ligesom en trommeslager, ikke? Det er ikke slagene, det handler om. Det er lige så væsentligt, hvad der kommer mellem slagene…
JP: Ja…
LS: …og derfor, når man bygger et billede op, sådan at det står – hvad skal man sige? – meget stærkt på hele billedplanet, der har jeg det jo med at underspille nogle steder og måske overspille nogle andre steder og det er også derfor at jeg er i tvivl om balanceforholdet er intakt i dét der maleri; men det er ikke noget, jeg har tænkt mig at gøre yderligere noget ved, for jeg har vedtaget, at det billede er færdigt.
JP: OK!
BE: Det ved du jo også godt, Lars. Der kommer en dag, hvor man kigger på det – og hov!!! Der var den…
LS: Joooeh; men det er sjældent, det sker!
BE: Men det sker nogle gange, at man snyder sig selv, ikke?
JP: Hvis jeg må sige noget…?
LS: Det må du meget gerne…
JP: Jeg kan ikke kommentere på, om det er færdigt for dig eller ej. Jeg kan kun fortælle, hvad mine egne overvejelser ville være – og det kunne så være, om det her område skulle være mere afklaret i farven? Om den der røde skulle være dén der gullige (peger i maleriets venstre, øverste område). Jeg ville også overveje med mig selv om den rift skulle være der (udpeger snittet i det røde område)? Af den grund, at du har den hvide her og den hvide i de to felter dér – og de konkurrerer jo. Og så de her rifter, så træder de jo tydeligere frem. Det var lige en indskydelse, jeg fik i mine overvejelser.
LS: En udmærket iagttagelse… Jeg vil ikke forsvare det; men jeg vil alligevel gerne prøve at give en forklaring på det dér, fordi, det er ikke helt tilfældigt, at dét, som du kalder en rift – det lille snit – er jo væsentligt anderledes forarbejdet end de snit dér og det rå lærred ligger inde bag ved. Det kan enhver jo se.
JP: Det ugrunderede lærred…
LS: Ja, det er jo bare den hvide grund, ligesom det også er dér. De trekanter der… Og nede i det felt der (udpeger de ubemalede områder på lærredet) og det synes jeg egentligt på en måde giver fint nok mening. De hvide områder er noget af det mest ”tørre”, man kan finde i et maleri og de optræder i sådan et jævnt flow på hele billedet. Det synes jeg egentligt er meget godt…
JP: Det er jo med til at give noget lys i dit billede…
LS: Ja?
BE: Jeg vil sige, at du ikke skal gøre det medmindre, du synes det virkeligt er rigtigt. Det er rigtigt farligt! Og ved du hvorfor? Jeg er blevet enig med mig selv om, at det røde og det gule er fint; men der var noget, der generede mig – og nu definerede Jonna det faktisk. Jeg tænkte også på dén der hvide… Riften!
LS: Snittet!
BE: …Og nu ved jeg hvorfor! Derovre er der ingen tvivl om… Her står den rent – og her står den rent rent; den får lige lov til at få den løber dér… Men hér står den også rent! Hvis du nu havde malet den hvid – malet den, altså kridhvid!! Så villed du få den forskel. Stadigt ville det være det samme… Den farer mere ud end de andre hvide områder.
LS: Det er måske også fordi den ville gå op i samme, hvad fa’n hedder det…? Valørmæssigt!?
BE: Den ville gå i dialog med den røde…
LS: Der sker lidt af det heroppe… Der kom jeg ved en fejltagelse til at male lidt ind over og så fik den lov til at ”fise” der.
BE: Du mister jo det, du har, hvis du gør det…
LS: Det er jo også i princippet, i det lange forløb, en lille effekt?
BE: Det er jo minimalt… Det kan sagtens fungere sådan dér.
LS: Men det er en meget skæg iagttagelse, for det er en iagttagelse, som jeg overhovedet ikke på noget tidspunkt har draget i tvivl selv. Det er mere på de store linier med ”Det var fan’me ikke meningen, at det skulle ligne et jordbær” og så da jeg så, at ”hvad fanden! Det ligner jo et fucking jordbær”, malede jeg de grønne prikker. Det var ligesom lidt for egalt på overfladen, det manglede lidt struktur og da jeg så havde malet det så tænkte jeg: ”det er jo et jordbær” og så kan man jo lige så godt køre den helt ud og så male noget komplementært her, så det var sådan nogle nobrer, der stikker op. Og det var jeg egentligt ret godt tilfreds med uden at jeg kan forklare, hvorfor jeg var dét.
BE: Det er sgu et meget godt billede…
LS: Overordnet set er jeg sgu meget godt tilfreds, men det er også lidt spøjst, for jeg har aldrig gjort sådan noget før!
JP: Nej!?
LS: Ikke så gennemført…
BE: Nej, det er rigtigt. Det har du ikke.
LS: Nu har vi en hyldest til Gerrit Rietveld her (peger på et endnu ufærdigt maleri på værkstedet), som også kommer til at tage udgangspunkt i den rød-blå stol, som står oppe i udestuen, ikke…?
JP: Ja!
LS: …men det bliver abstraheret så meget, at det er let at bygge op på. Her har vi sådan noget meget underligt super-realistiskagtigt noget, som faktisk tager afsæt i nogle af mine allertidligste malerier, hvor jeg arbejdede med nogle papkasser og sådan noget, der stod sådan meget stringent på billedfladen. Det var jo dér i 70’erne, hvor man malede på den måde.
BE: Med respekt for det, vi laver på Silkeborg Bad, er det her meget mere en nyskabende måde at lave parafraser på. Det er en form for parafraser i virkeligheden…
Her udvikler samtalen sig til nogle teorier vedrørende en udstilling, som Bjørn Eriksen deltager i, mens samtalen foregår. Denne udstilling finder sted på KunstCentret Silkeborg Bad og netop denne udstilling har jeg beskrevet… læs her>
