Bærende rundt på en to kilos bog – en ’Timebog’Der er noget, der følger mig for tiden. Det er ikke huskatten, der ellers er rimeligt emsig i håbet om, at den menneskelige madmaskine tager sin væsentligste opgave alvorligt. Måske er kræet blot social? Under alle omstændigheder udviser den gerne næsten menneskeligt engagement til tider, når herren alligevel blot sidder og skriver eller – endnu mere irrationelt – smører sære farver, der ikke dufter overhovedet af noget spiseligt op på noget hvidgrunderet stof, som er placeret på et træstativ på værkstedet. Ja, mennesker er underlige.
Dét, der følger mig temmelig koncentreret for tiden er såmænd noget så enkelt som en bog. Det er der ikke noget mærkværdigt i. Det besynderlige består i, at jeg slæber den bog fra soveværelse til stue, fra stue til kontor, fra kontor til værksted og fra værkstedet til – ja – toilettet. Det er med andre ord ikke en roman og ej heller en digtsamling. Det er heller ikke Kort- og Matrikelstyrelsens kortbog over dronningeriget i størrelsesforholdet 1:100.000, som ellers rummer mange grafiske og geografiske elementer af en vis interesse.
Dét med det grafiske er dog ikke skudt helt ved siden af. Det drejer sig nemlig om Jytte Rex’ monografi ’Timebog’ over én af det 20. århundredes helt store skikkelser på den lille danske kunstscene. Palle Nielsen blev født i 1920 og det er næsten symbolsk, at han døde ved indgangen til det 21. århundrede i 2000 – næsten præcist et år inden det famøse terrorangreb på Tvillingetårnene i New York, der dermed efterlod et gabende Ground Zero midt i den pulserende metropol.
Præcist den form for dramatik, som denne begivenhed repræsenterede, udgjorde samtidigt en stor del af Palle Nielsens motivverdener, hvad enten disse kredsede om Den Forladte By, Den Fortryllede By eller noget helt tredje. Hvad enten Palle Nielsen tegnede, raderede eller snittede i linoleum, var mennesket til stede i sin afmagt og brutalitet – også selv om det for længst havde lagt sine aktiviteter langt væk fra den Nielsen’ske billedflade.
Bogens tekster er ikke udelukkende forfattet af Jytte Rex, som mest har fungeret som en slags redaktør. Der er fremragende analyser af Poul Erik Tøjner og Erik Fischer. Maleren og grafikeren Sys Hindsbo er således skribenten bag et afsnit omhandlende Palle Nielsens engagement på Kunstakademiets Grafiske Skole, hvor han tiltrådte i 1969. Her forlangte han en for tiden usædvanlig disciplin, hvilket vel har været modigt året efter et opgør, hvor en hel generation senere tog navn efter årstallet.
”I kunstens verden går det ikke opad, men nedad – fordybelsens vej” bliver Palle Nielsen bl.a. citeret i ’Timebog’. Dette statement følges op længere nede i samme tekst:
”Sort lys, hvidt mørke – det er tegningens problem. Der er en næsten kødelig fornøjelse ved at gå ind i den sorte og hvide klang”.
Det sort-hvide var på én gang Palle Nielsens varemærke og en del af hans kunstneriske identitet; men det er faktisk interessant, at iagttage de få koloristiske værker, som optræder i bogen. Alt foregår med en næsten ydmyg nænsomhed, når Palle Nielsen kombinerede tuschen med akvarel og/eller tempera. At tale om en sort-hvid kolorist kan forekomme meningsløst; men ikke desto mindre er det fristende at føre benævnelsen på den altid minutiøst arbejdende kunstner.
Jagerfly og hurtige biler har tilsyneladende udgjort et par af Palle Nielsens fascinationselementer. Ofte optræder de raketlignende jagere i værkerne, uanset om de flyver med fuld kraft ind i et hus eller angriber en forsvarsløs menneskemængde og skyder individerne sønder og sammen med ødelæggende projektiler. I et dramatisk scenarium, som udspiller sig i et værk i blæk og tempera må en kvinde springe for livet for ikke at blive ramt af et køretøj ude af kontrol. Titlen på dette blad er ’Engel og Bil’. Måske bliver englen ramt i samme sekund, kunstneren har færdiggjort sit værk?
Bygningsværkerne, hvad enten de optræder i Den Fortryllede By eller Nekropolis, er altid bundfæstet i en teatralsk og dramatiseret arkitektur. Palle Nielsen opfandt så at sige sine egne bygninger og gjorde dermed sine miljøer til sine egne som en scenograf opbygger en kulisse til et filmværk. Selv nævner han filminstruktøren – eller ”filmkunstneren”, som han benævnes i bogen – Andrei Tarkovskij som én af sine store kilder til inspiration.
”I Tarkovskij har jeg fundet en beslægtet ånd, der giver mig lov til at lave det, jeg laver”.
I årevis arbejdede Palle Nielsen ud fra de samme tematikker, uanset om disse handlede om menneskelig afmagt eller katastrofer. Man kan vel spørge, om ikke han gentog sine motiver til en form for uendelighed; men til netop denne konklusion har Poul Erik Tøjner, direktør for kunstmuseet Louisiana, en pointe:
”Vil man fange centralnerven hos Palle Nielsen, gøres det ikke ved at fordybe sig i et enkelt billede, men netop ved at udsætte sig for monotoniens seje rytme, som løber gennem den uendelige serie af grafiske blade. Monotoni og serialitet er pointen, ikke begrænsning, der ligger noget besværgende hos Palle Nielsen, noget som bringer ham tæt på ritualet. Han søger ikke det nye, han fornyer sig ikke, tværtimod byder han forandringen og tidens flugt trods med ét af den gode kunstners mest slagkraftige våben: gentagelse”.
’Timebog’ vejer omkring to kilogram; men det er ikke en tung beskrivelse af et sort univers, men derimod et let og flydende portræt af en kunstner for hvem tingene faktisk kunne se ubesværede ud; men sådan hænger verden ikke nødvendigvist sammen. Heller ikke på Palle Nielsens arbejdsværelse, hvor han til det sidste trykte sine grafiske blade på en lille, men effektiv skomagervalse. Hvordan jeg ved det? Den er afbilledet i boget – og jeg ejer selv én akkurat magen til. Men om kunstværket sagde Palle Nielsen:
”Det drejer sig om den allerstørste klarhed, hvis dunkelhed er blændende, en indsigt fjernt fra almindelige måleenheder. Kunst er forandrende, bare det at et kunstværk kommer ind i verden forandrer den lidt, den er ikke helt det samme som før…”
