Lars Bukdahl læser op. Øverst Bent Holstein
Det hele begyndte fredag. Åbningen af Lars Nørgårds udstilling hos Galerie MøllerWitt i Århus var præget af en balstyrisk og indiskutabelt underholdende oplæsning af forfatteren og litteraturanmelderen Lars Bukdahl. Temaet var en hel masse i stil med ”I Sunbeam Medley’en (med en Sunbeam Zulu-motor)sidder (kald mig bare) Thorleif, (kald mig bare) Thorleif, (kald mig bare), Thorleif (ham med overskægget), (kald mig bare) Thorleif (ham med overskægget og bakkenbarterne)), (kald mig bare) Thorleif og (kald mig bare) Thorleif”. Hovedelementet er en udbrændt bil af mærket Sunbeam. Netop ’sunbeam’ er titlen på udstillingen.
Der var knapt så meget at råbe hurrah for rent underholdningsmæssigt på Charlotte Fogh Contemporary. Det skulle da lige være kunstneren Pilaiporn Pethrith (ja, sådan hedder hun), som til lejligheden havde iklædt sig et par sko med sylespidse stiletter. Ja, sådan skal det være og billederne på væggene var bestemt også både fortællende og effektfulde. Men ingen taler!
Dagen efter – lørdag – gik turen så vestover til Ikast. Her hed udstillingen ’Expansion’ – udvidelse og man må sige at begreberne inden for abstrakt, konkret maleri blev udvidet på tværs af generationer. To af kunstnerne (Dorte Lausten og Jacob Noel) er født i ’68 og den tredje og sidste Bjarne W. Troelstrup er født i ´34. Udstillingen finder som nævnt sted i Ikast – nærmere bestemt i Kunstpakhuset, der ligger i bekvemmelig nærhed af stationen. Tale? Jo, da! Udstillingen blev veloplagt åbnet af Birgit Pedersen, som til dagligt har sin gang på kunstmuseet ARoS i Århus, hvor hun fungerer som inspektør.
I forhold til Silkeborg, hvor jeg til dagligt bor og arbejder, har jeg nu været østpå og vestpå. Søndag gik turen så en anelse nordpå, til Viborg, hvor Galleri NB præsenterede tre udstillinger. I galleriets NBeX-project vises en udstilling af den norske kunstner Gry Hege Rinaldo, der havde nedbragt sin norske gallerist til Viborg. Åbningstalen blev holdt af en nydeligt slipsebærende gallerimedarbejder, Kåre Nissen.
I institutionens ’main gallery’ var der fernisering på en udstilling af maleren Bent Holstein og hans åbningstale var i hvert fald underholdende. Bl.a. noterede jeg mig med tilfredshed kunstnerens lidt idiosynkratiske forhold til farven blå. En stensikker og ufarlig sællert, ellers, i de fleste sammenhænge. Kunstneren fastslog, at hvis nogen blandt det talstærke publikum kunne finde et blåt billede på udstillingen, kunne de bare tage det. Én prøvede med et violet og en anden med et grønt; men der var ingen blå billeder på udstillingen ’Tide Line II’
’Center gallery’ samme sted er et mindre rum, som til denne fernisering var tilegnet billedhuggeren Thomas Andersson, der også holdt sin helt egen åbningstale. På trods af sin status som skulptør, læste Andersson en hjemmestrikket historie op om en maler, der udstillede værker, der aldrig var blevet malet. Helt forudsigeligt blev netop denne kunstner et mega-hit i kunstverdenen. Han fik således sit eget kunstmuseum, som naturligvis heller ikke var der. Efter en stor arkitektkonkurrence stod museet der en skønne dag, så maleren kunne få sin store samling, som ikke er der, vist i ordentlige ikke-eksisterende rum. Der var vist en lille pige, der nævnte noget om, at der intet var… Hverken museum eller værker; men hende fik man hurtigt, på god pædagogisk manér tysset ned.
Således begav jeg mig til rutebilstationen i Viborg fyldt op med nye indtryk, forankret i fysisk tilstedeværende kunstværker og med inspirationen og sulten i behold. Det sidste klarede jeg med noget så sjældent i min bevidsthed som en fransk hot-dog, som ganske vist i DSB-kiosken i Viborg hedder en ”Haps-dog”. Haps! Sikken en skøn weekend!
