mandag den 23. februar 2009

Udvidelse af grænseområder?



’Expansion’ er en udstilling, der finder sted i Ikast – i Kunstpakhuset, som under Bente Jensens ledelse er ved at udvikle sig til et ikke uvæsentligt udstillingssted i Midtjylland.

Den non-figurative billedkunst har i en årrække befundet sig i en form for vakuum på kunstscenen herhjemme. Især den del af abstraktionen, der bevæger sig i det stramme og konkrete felt, har haft svært ved at bevise sin værdi. Flader, der optræder som rene og skære billedlige elementer uden fortællende aspekt, har sjældent været toneangivende i kunstinstitutionernes bestræbelser på at skabe nye sensationer.

Kunstpakhusets stilfærdige dagsorden
Heldigvis findes der udstillingssteder, der har andre og langt mere stilfærdige agendaer, når det handler om at præsentere billedkunst på et højt niveau – og én af dem er Kunstpakhuset i Ikast, hvis kunstneriske leder Bente Jensen ikke lægger skjul på, at hendes hjerte banker for det fladebetonede og rumlige billedsprog.

Laustens eksperimenter
På trods af titlen ’Expansion’ vil det være synd at sige, at udstillingen udvider det abstrakte rums muligheder. Ikke desto mindre ligger der en synlig lyst til at eksperimentere i samme rum hos unge Dorte Lausten, som er den ene af de tre udstillere i Ikast.

Hun insisterer på, at hendes objekter, der befinder sig i grænseområdet mellem design og installation, er malerier. Hun kalder sine raffineret opbyggede værker for ’Functionel Painting’. Disse fremstår imidlertid som rumelementer, der minder om møbler, der igen fungerer som staffage for samme kunstners stramt opdelte optiske malerier. Vasarely har ikke levet forgæves.

Laustens værker fungerer, trods rodfæstet i kunsthistoriens marginalsfære, som personlige og objektive udsagn. Især i kraft af deres stærke insisteren på tilstedeværelse i det rum, hvori de placeres.

Noels geometri
Jacob Noel er jævnaldrende med Dorte Lausten (født 1968) og han befinder sig tilsyneladende også som en fisk i vandet i det abstrakte rum. Noel er muligvis endnu mere konsekvent i sin monokrome tilgang til skulpturen, som i sin gule fremtoning står som et geometrisk monument, der virker i opposition til kunstnerens let slørede fotografier og tegninger. Disse afslører en oplagt interesse for arkitekturens sprog.

En anden generation
Bjarne W. Troelstrups abstrakt-konkrete værker vidner klart om, at han er af en helt anden generation end hans to medudstillere. Troelstrup er født i 1934 – og det er livsbekræftende at opleve to generationer af kunstnere inden for det abstrakte felt spille sammen, som man ser det udført på ’Expansion’. Dermed fungerer fænomenet ”udvidelse” på flere plan.

Dorte Lausten har modtaget støtte fra Kunstrådets Billekunstudvalg til udviklingen og produktionen af ’Functionel Painting’, som ses for første gang på ’Expansion’. Jacob Noel er uddannet på Det kgl. Kunstakademi i 2000 og tilknyttet Henningsen Contemporary i København og Bjarne W. Troelstrup er autodidakt, medlem af Kunstnersamfundet og blandt andet tilknyttet Rocket Gallery i London. ’Expansion’ kan ses frem til 22. marts 2009.