Jeg har skrevet om billedkunst i diverse netbaserede medier i de seneste 5-6 år. Nu er jeg imidlertid på et tidsskrift, der udkommer på papir og man må nok sige, at der er stor forskel på de to formidlingsmetoder.
Jeg er altid blevet behandlet godt af udstillingsinstitutionerne. I særdeleshed dem af slagsen, som ulejliger sig til at lave presseevents o. lign. Mange (de fleste) har endnu ikke forstået vigtigheden af den slags aktiver; trods dét, at de ansætter PR- og informationsmedarbejdere i en lind strøm.
Ellers består den primære forskel mellem trykte og webbaserede medier i, at der er langt mere fokus blandt de udøvende i forhold til papir. I den senere tid, efter at jeg er blevet engageret hos Kunstavisen, har jeg modtaget langt mere pressemateriale og langt flere kataloger uopfordret end tidligere – og dét er fint! Mindre fint er det, når håbefulde kunstnere ringer mig op med henblik på, at få mig til at give deres udstillinger en gang gratis PR, i og med den slags henvendelser ofte har en tendens til at – så at sige – hænge i luften og ikke føre noget videre med sig.
Det eneste, der dur, er en grundig beskrivelse af den pågældende udstilling og medfølgende billedmateriale. Ligeledes er tilsendt (med snailmail) materiale i form af kataloger o. lign. glimrende. Det værste man kan gøre, er at ringe til mig på min mobiltelefon, mens jeg evt. står i en kassekø eller midt i en god middag (hvorfor ringer kunstnere ofte ved spisetid?), for at berette om en udstilling, som ikke blot BØR, men også SKAL omtales. På den måde signalerer man i høj grad blot amatørisme og bringer mig i en tilstand, hvor den nysgerrighed, jeg kunne besidde i forhold til det aktuelle projekt, blot forvandles til irritation.
Men bortset fra dét, udvides ikke blot min horisont i relation til kunstverdenen – også netværket bliver styrket. Så næste gang De, unge eller ældre håbefulde kunstner, har noget på hjerte, så drop mig en mail eller send mig et katalog. Sørg for, at jeg ikke blot placerer cursoren i det røde kryds eller arkiverer materialet lodret i papirkurven. Animér mig! Gør mig nysgerrig… Dét er metoden!
Jeg vil lige afslutningsvis omtale en billedkunstner, der ringede mig op, mens jeg stod og ventede på grønt lys i et voldsomt befærdet lyskryds i Århus. Det handlede om en udstilling, som vedkommende havde i gang og som sluttede få dage senere! Der er noget, der hedder deadlines og produktionstid. Tænk over det!
Jeg er altid blevet behandlet godt af udstillingsinstitutionerne. I særdeleshed dem af slagsen, som ulejliger sig til at lave presseevents o. lign. Mange (de fleste) har endnu ikke forstået vigtigheden af den slags aktiver; trods dét, at de ansætter PR- og informationsmedarbejdere i en lind strøm.
Ellers består den primære forskel mellem trykte og webbaserede medier i, at der er langt mere fokus blandt de udøvende i forhold til papir. I den senere tid, efter at jeg er blevet engageret hos Kunstavisen, har jeg modtaget langt mere pressemateriale og langt flere kataloger uopfordret end tidligere – og dét er fint! Mindre fint er det, når håbefulde kunstnere ringer mig op med henblik på, at få mig til at give deres udstillinger en gang gratis PR, i og med den slags henvendelser ofte har en tendens til at – så at sige – hænge i luften og ikke føre noget videre med sig.
Det eneste, der dur, er en grundig beskrivelse af den pågældende udstilling og medfølgende billedmateriale. Ligeledes er tilsendt (med snailmail) materiale i form af kataloger o. lign. glimrende. Det værste man kan gøre, er at ringe til mig på min mobiltelefon, mens jeg evt. står i en kassekø eller midt i en god middag (hvorfor ringer kunstnere ofte ved spisetid?), for at berette om en udstilling, som ikke blot BØR, men også SKAL omtales. På den måde signalerer man i høj grad blot amatørisme og bringer mig i en tilstand, hvor den nysgerrighed, jeg kunne besidde i forhold til det aktuelle projekt, blot forvandles til irritation.
Men bortset fra dét, udvides ikke blot min horisont i relation til kunstverdenen – også netværket bliver styrket. Så næste gang De, unge eller ældre håbefulde kunstner, har noget på hjerte, så drop mig en mail eller send mig et katalog. Sørg for, at jeg ikke blot placerer cursoren i det røde kryds eller arkiverer materialet lodret i papirkurven. Animér mig! Gør mig nysgerrig… Dét er metoden!
Jeg vil lige afslutningsvis omtale en billedkunstner, der ringede mig op, mens jeg stod og ventede på grønt lys i et voldsomt befærdet lyskryds i Århus. Det handlede om en udstilling, som vedkommende havde i gang og som sluttede få dage senere! Der er noget, der hedder deadlines og produktionstid. Tænk over det!
TAK FOR LÅN AF ØJE TIL BILLEDKUNSTNER ANJA CHRISTENSEN www.anjachristensen.dk
