Ifølge Galerie Moderne - med beliggenhed i Silkeborg - må Svend Povlsen ikke kalde sit galleri for Galleri Silkeborg. Problemet for Moderne er benævnelsen ”Silkeborg”, som man på Skoletorvet påberåber sig eneret på. Og dét selv om ”Silkeborg” ikke indgår i Galerie Modernes navn. Dvs. indtil for nyligt. Nu påstår man, at det faktisk er den vigtigste del af galleriets navn.
Da Povlsen annoncerede, at han ville kalde sit galleri det mundrette og stedspecifikke Galleri Silkeborg, gik Moderne til modangreb og har nu sagsøgt Povlsen. Det kan opfattes som en principsag, da de fleste ved, at Povlsen har en lang karriere bag sig som gallerist hos Moderne.
Nu sidder jeg blot og funderer over konsekvenserne, hvis Moderne vinder navnestriden. Så er der vel i bund og grund adskillige institutioner, der har et problem? For eksempel Silkeborg Kunstmuseum… Og Silkeborg IF, som spiller sine hjemmekampe på Silkeborg Stadion. Og hvad med byen? Kan den overhovedet blive ved med at hedde Silkeborg?
Forhåbentligt, kære læser, tænker De det samme som jeg? Er der nogen navnemæssig forbindelse mellem Galerie Moderne og Galleri Silkeborg? Nu får vi se, når retten har talt…