tirsdag den 16. februar 2010

Tatoverede grise og et værk, der producerer lort


Jeg sad her forleden dag og så en britisk udsendelse på DR-K (et udmærket digitalt tiltag i fjerneren) om den bizare belgiske kunstner Wim Delvoye, som blandt andet har konstrueret et værk – ’Cloaca’, der i bogstavelig forstand gør det samme som mennesker. Når man putter mad ind i den ene ende, kommer der fæces ud af den anden. Visse vil måske påstå, at der hos udvalgte menneskelige skabninger kommer lort ud af begge ender; men det er naturligvis en anden sag.

Et andet tiltag Delvoye har skabt, er en farm – beliggende i Kina, hvor han opdrætter grise, som bliver tatoveret under lokalbedøvelse. Enhver snak om dyremishandling afviser Delvoyes begrundet i, at hans grise har det langt bedre end industrigrise – og at de i øvrigt lever, indtil de dør af naturlige årsager. Herefter bliver skindet solgt for skyhøje auktionspriser på bl.a. Sotheby’s kunstauktioner.

Hvis man vil tilegne sig nogle flere oplysninger om Wim Delvoye’s mange aktiviteter, er det en god idé at checke hans hjemmeside ud. Den er meget underholdende – og så er det ikke helt tilfældigt at, der i kunstnerens navn befinder sig initialerne WD. Hans signatur har en mere end slående lighed med Walt Disney’s.

Logo’er er i øvrigt noget Delvoye arbejder ret konsekvent med. Det tidligere omtalte værk ’Cloaca’ er blevet beæftet med noget, der kunne minde om automobilproducenten Ford’s kendetegn.