Det er store navne, der præger kunstmuseet Arken i Ishøj i disse måneder. Ikke mindst udstillingen med en fin repræsentation af Andy Warhol og Jean-Michel Basquiat – herunder flere fællesværker af de to højst umage personligheder – havde jeg set frem til. Og jeg må sige, at det er Basquiat’s indslag, der gør udstillingen meget seværdig.Udstillingens katalog er fyldt med stof om de to kunstnere. Vincent Fremont, Keith Haring og Dieter Buchhart, der er repræsenteret med interviews af Bruno Bischofberger og Tony Shafrani, giver et præcist indblik i forholdet mellem de to kunstnere, der mødte hinanden i begyndelsen af 80’erne.
Desværre døde Warhol allerede i 1987 og Basquiat året efter, så samarbejdet mellem de to blev af sørgelig kort varighed. Og netop derfor står der en em af ikonografi over udstillingen på Arken, der desuden viser den gigantiske donation fra The Merla Art Foundation med værker af Damien Hirst.
Hirst er født i 1965 og er lidt af et enestående indslag i den kontemporære kunsthistorie. Personligt synes jeg det er lidt svært at blive klog på, hvad det er for et budskab kunstneren prøver at formidle. Som jeg ser det roder han rundt adskillige udtryk og stilarter, og mange af disse kaster såmænd også epigoneriets skygger over kunstneren. Hirst er nok imidlertid totalt ligeglad med hvad jeg mener. Han skulle angiveligt være god for en formue på et par milliarder kr. og rigdom er som bekendt et godt afsæt for arrogance.
Olafur Eliasson behøver vist ikke nogen præsentation af betydning; men jeg er ikke specielt begejstret over hans værk ’Din Blinde Passager’, som berøver deltageren/iagttageren synet i en hvid tåge, der bringer associationer om José Saramagos roman ’En fortælling om blindhed’ frem. Afsæt til langt mere meditativ fordybelse bibringer installationen ’Your negotiable panorama’ af samme kunstner fra 2006.
