torsdag den 3. november 2011

Zimmerman og "Kartofler"

Vi befinder os i Jyske Bank Boxen i Herning, og luften er faktisk ladet med spænding, og derfor forekommer det mærkeligt, at ikke alle til den udsolgte koncert har fundet deres pladser to minutter før koncerten er annonceret til at begynde. Præcist kl. 19.30 går Mark Knopfler med syv musikere på scenen. "Kartofler" selv med en karakteristisk lyd fra sin røde Stratocaster, der forstærkes af to Orange-forstærkere. Lyden er ren, smuk og klar. Til gengæld går der selvsving i publikum, der nu skal finde deres pladser i salens mørke. Jeg kan godt undre mig over, at man ikke et kvarter inden koncerten startede lige annoncerede, at det nu var på plads at finde sin plads i Arenaens gigantiske kompleks.

Alt dét er naturligvis ikke Knopflers ansvar, og i takt med at han i løbet af det første nummer spiller sig op, stiger forventningerne, da de sidste bønder endeligt har fundet deres pladser. Desværre går der et stykke inde i sættet træskodans og spillemandshurlumhej i foretagendet. Knopler's keltisk inspirerede idéer fylder lidt for meget i indslaget. Især en entusiastisk violinist, der hamrer sin ene fod i takt mod scenegulvet signalerer en lidt for volumiøs livsglæde, der er svær at fange på 14. afsnits 28. række.

Da Knopfler langt om længe tager fat på dén del af sit bagkatalog, som han kan takke sin ikonstatus for, er hans del af koncerten slut - næsten; men til gengæld redder han temmeligt meget af det spildte land tilbage ved at give en veloplagt udgave af 'So far away' som ekstranummer.

Myterne om Bob Dylan's stemme har næsten nået højder af alpekarakter. Beskrivelserne ang. hvordan han har gnækket, reciteret, hostet og raspet sig gennem sit bagkatalog i de senere år har også nået denne blogskribents ører; men lad det være slået fast med syvtommersøm: Uanset hvordan denne fugl synger med sit næb, eller hvordan hr. Zimmerman forvalter sit materiale, opstod der allerede under indledningsnummeret 'Leopard-Skin Pill-Box Hat' momenter af kolossal intensitet. Bandet swingede som bare fanden, og Mark Knopfler havde udsat sin fyraften og gjorde fin fyldest hos Dylan som alt andet end tyndt øl. Faktisk glødede Knopler's guitar langt mere, da han spillede sammen med Dylan, end den havde gjort under opvarmningen.

Der gik lige et halvt vers, inden jeg genkendte 'It ain't me, babe', men fortolkningen fungerede - ikke mindst i kraft af bandets sammenspil. Dylan selv begyndte koncerten bag et keyboard; men senere oplevede man ham helt fremme ved kanten af scenen med og uden guitar; og når det var uden guitar var det med mundharmonikaen i den ene hånd, og er der nogle blandt bloglæserne, der har en teori om, at Dylan er en dårlig mundharmonikaspiller, så lad mig blot vove at påstå, at det er han IKKE! Bevares - han er ikke nogen Sonny Boy Williamson, men mindre kan bestemt gøre det.

Min ledsager til koncerten var tydeligt indigneret over, at hun ikke var i stand til at høre mesterens tekster, og jeg skal ikke afvise, at hun har en pointe. Vi andre kender numrene og har lettere ved at få mening i fortolkningerne, men for en udenforstående har det helt sikkert været lidt af en udfordring. Et nummer som 'Desolation Row' blev leveret i en højst spøjs udgave, hvor det nærmest lød ud som om Dylan og bandet hyggede sig i øvelokalet. I det hele taget var hele set-up'et præget af en uhøjtidelighed, som kom til udtryk mellem numrene, hvor der blev klimtet og i det hele taget varmet op til den kommende sang. Det hele virkede befriende løst, og sandsynligvis som en konsekvens af, at sætlisten var udarbejdet kort inden koncerten fandt sted. Måske var der oven i købet foretaget justeringer undervejs?

Ét af koncertens højdepunkter - efter min mening - var den smukke 'Forgetful heart' fra 'Together through life'. Måske mest i kraft af overraskelsesmomentet? 'Ballad of a thin man' gnistrede nærmest fra scenen, inden det hele sluttede med 'All along the watchtower' og en sydende 'Like a rolling stone'.

Skulle jeg på bedste dagbladsmanér give stjerner, ville det blive 3 ud af 6 til Knopfler og 5 ud af 6 til Dylan (og dét med en pil op)... Altså samlet set 4 ud af 6 stjerner!