Asger Jorns berømte og kanoniserede maleri med den fulde titel ’Stalingrad, stedet som ikke er, eller modets gale latter’ står for at blive udlånt fra Museum Jorn i Silkeborg til Statens Museum for Kunst i anledning af 100-året for kunstnerens fødsel i 2014.
Jorn påbegyndte det næsten 15 kvadratmeter store maleri i 1957 og malede på det med jævne mellemrum indtil d. 21. december 1972.
På det sociale medie Facebook spørger Museum Jorn om, hvordan brugerne første gang oplevede det store hovedværk af Jorn.
Det kunne jeg naturligvis ikke lade være med at reagere på, og det blev med følgende ordvalg: ”Det husker jeg da tydeligt. Det var på det ”gamle” museum på Hostrupsgade en gang i 70’erne, da maleriet stadigt var rimeligt nyt. Jeg tror nok, min umiddelbare reaktion dengang var, at jeg fandt det var en gang misk-mask? Som så mange andre uerfarne kunstiagttagere ledte jeg efter elementer, som jeg kunne genkende – og dem fandt jeg efter nogen tids søgen. I dag aflægger jeg ofte værket et besøg; men jeg mener dog langtfra, at det er Jorns bedste værk (selv om det måske er det mest omfangsrige)”.
Før rejsen til København har Stalingrad i øvrigt gennemgået en omfattende konservering. Den store retrospektive Asger Jorn-udstilling på Statens Museum for Kunst finder sted i perioden 28. februar til 15. juni 2014.