Jeg er netop blevet indbudt til at udstille på Vilhelmsdal i nærheden af Malling syd for Aarhus.
Udstillingen bliver en videreførelse af en udstilling – ’Grafik på Vilhelmsdal’ – som jeg deltog i for et par år siden. Der er samtidigt god tid, da den aktuelle udstilling skal finde sted i november 2014.
Det er fint med en lang forberedelsestid, da jeg gerne vil præsentere nogle nye grafiske arbejder på udstillingen.
Foreløbigt tegner jeg en hel del, og motiverne har afsæt i de bunker af forskellige effekter, der hober sig op på kontor og værksted i forbindelse med en omfattende oprydningsproces. Jeg kalder disse tegninger for ”Nature Morte”, og de repræsenterer et skifte i mine motivvalg i forhold til de mange værker med bogstaver og ord, jeg har produceret siden 2008.
Det er altid – i hvert fald for mig – godt at udvikle nye motiviske tanker med at tegne. Det giver et godt afsæt til nye malerier og grafiske arbejder.