”Det er billeder der virker fysisk stofligt i rummet før man ser hvad de ”forestiller” – lidt på samme måde som en Mark Rothko, Morris Louis eller Vilhelm Hammershøj virker umiddelbart før man går i detaljer. Det er derfor, de sene Tal billeder med limfarver er så overbevisende fordi han tør lade det (over)æstetiske tale før imaget melder sig – det er ret komplekst, interessant og unikt i mine øjne”
For en ordens skyld, bør jeg lige anmærke, at det altså ikke er mig, der har kommateret tidligere professor ved Det Kongelige Kunstakademi, Jesper Christiansen udsagn herover, som er taget ud af en længere tekst på portalen Kunsten.nu, hvor kunstanmelder Torben Sangild har udbedt sig en forklaring fra tre kunstkyndige i forbindelse med billedkunstneren Tal R’s værker på den aktuelle udstilling på ARoS i Aarhus.
Sangild selv er ikke overbevist om Tal R’s kvaliteter, og dét må man decideret også sige, at et større antal personer, der har kommenteret artiklen, heller ikke er.
Den sædvanlige Rindalistiske smøre om ”kejserens nye klæder” bliver således lanceret, for jeg ved ikke hvilken gang. Man kan sige, hvad man vil om Tal R; men hans værker og den aktuelle udstilling giver i hvert fald næring til debat. Og dét er vel ikke så ringe?
