Der finder en diskussion sted på kunstportalen Kunsten.nu for tiden, og den har sit afsæt i en artikel, som er lanceret på portalen af Line Rosenvinge, der under overskriften 'Hun kalder sig kunstner', sætter fokus på en kendt TV-værts nye metier som kunstmaler.
TV-værten hedder (og det må jeg lige slå op...) Trine Panum Kjeldsen, og hun er altså begyndt at male, hvilket dagbladet BT har fundet så interessant, at man har valgt at producere en video til avisens hjemmeside om TV-værtens kunstneriske frembringelser.
At kendte begynder at male, er der som bekendt ikke noget nyt i. Man kan til gengæld anfægte at et seriøst foretagende som Kunsten.nu overhovedet beskæftiger sig med en kunstner, som - i forhold til at hun har sat sine første ubehjælpsomme klatter på lærredet i 2008 - må betegnes som rendyrket amatør; oven i købet af allerværste skuffe med malerier, der kan karakteriseres som "plamagemaleri" med afsæt i "nydelige" farver og ellers - ingenting!
Når man iagttager hvilke reaktioner, der er kommet fra læserne af Kunsten.nu, har artiklen alligevel relevans. Portalen rammer et bredt segment af kunstinteresserede, hvilket jeg finder tilfredsstillende.
Der er én, der antyder, at Trine Panums værker er langt bedre end f.eks. Asger Jorns - uden hensyntagen til, at Jorn faktisk så at sige "opfandt" plamagemaleriet på vore bredde- og længdegrader.
Line Rosenvinge bliver beskyldt for adskillige eksempler på elitær arrogance af personer fra det jantelovsprisende Danmark - og i det hele taget er det forstemmende og nærmest deprimerende at læse kommentarerne fra alle de, der hylder middelmådigheden inden for billedkunsten - selv i et forholdsvist seriøst forum.
Men det bliver vel ikke anderledes... Og måske er det her, vi skal se på kunstens rolle fremadrettet - som en mekanisme, der lever sit eget liv langt borte fra mainstream-idiotiens gråmelerede skygge???