Auktionshuset Bruun Rasmussen er utvivlsomt det største og mest velrenommerede i Danmark, og en serie dokumentarprogrammer i TV har yderligere skærpet kendskabet til virksomheden blandt de alment kunstinteresserede danskere.
Ganske vist er Bruun Rasmussen andet og mere end moderne kunst; men det er vel i nogen grad naturligt, at jeg interesserer mig mest for denne side af auktionshusets aktiver.
Derfor følger jeg også med, når Bruun Rasmussen annoncerer efterårets første auktion med moderne kunst i dagene 23.-24. september. Her kan man finde og byde på værker af danske og internationale kunstnere som f.eks. Asger Jorn (billedet), Tal R, Oluf Høst, Pierre Alechinsky, Karel Appel, Jonathan Meese, Per Kirkeby, Erik A. Frandsen, Michael Kvium og Richard Mortensen.
Og her nævner jeg blot nogle få i den perlerække af kunstnere, hvis værker kommer under hammeren.