tirsdag den 2. september 2014

Svend Wiig Hansen i tre dele


Når man skal beskrive billedkunstneren Svend Wiig Hansens kunstneriske løbebane og livsforløb, kan man umuligt gøre det gennem blot én udstilling. Derfor viser hele tre udstillingsinstitutioner en stor udstilling med kunstneren. 

Svend Wiig Hansen blev født i 1922 og døde i 1997, og i de mellemliggende år spillede Wiig Hansen som maler, grafiker og billedhugger en væsentlig rolle på den danske kunstscene. 

Flere af hans værker blev af samtiden betragtet som kontroversielle i kraft af deres ligefremme og direkte udtryk. En af de store skandaler var en skulptur, som kunstneren kaldte 'Moder Jord', som forestillede en frodig kvinde i siddende stilling, som ikke lagde skjul på, at det var en kvinde, man havde med at gøre. 

Skulpturen var skabt som offentlig, kommunal udsmykning; men den pågældende kommune ville hverken eje eller have skulpturen - og derfor blev den placeret i Herning Kunstmuseums samling. 

I dag hedder Herning Kunstmuseum HEART, og netop her samt hos naboen Carl Henning Pedersen og Else Alfelts Museum og Brundlund Slot i Aabenraa, kan man opleve udstillingen 'GIGANT' om og med Wiig Hansen. 

Jeg regner med at være på plads, når de to af udstillingerne åbner i Herning fredag d. 5. september.