Billedet herover har været vist i diverse medier, og derfor kan man roligt sige, at det ikke rummer nogen som helst sensationsværdi.
På denne blog har jeg for så vidt heller ikke nogen interesse i at skabe sensationer - og derfor kan jeg udmærket gengive det, uden at der er noget odiøst i dét.
Hvad enhver kan se, er der tale om et fotografi af den kinesiske kunstner, Ai Weiwei, der angiveligt har sat sig for, at optræde som hele verdens frelser i forhold til den massive strøm af flygtninge, der strømmer ind over Europa i disse tider blandt andet som en konsekvens af borgerkrigen i Syrien.
Jeg ser det som forbilledligt, at Ai Weiwei tager denne rolle på sig - blot han ikke har ambitioner om, at fremstå som en ny "Guds søn". Dem har vi haft nok af - og diverse versioner af de pågældende er såmænd stadig aktuelle blandt majoriteten af klodens troende individer.
Ai Weiwei har valgt at lade sig fotografere som druknet flygtning. Han befinder sig i bogstavelig forstand i orkanens øje - angiveligt på den græske ø Lesbos, hvor han er i gang med, sammen med sine assistenter, at producere en dokumentarfilm om forholdene på middelhavsøen.
For en uge siden udtalte manden, der glor mere på sin smartphone end på sine omgivelser, at han vil trække sine indslag på danske udstillingssteder tilbage som en protest imod den danske asylpolitik.
Mig bekendt har han ikke fulgt op på sine opdateringer på Twitter og Instagram. Hvad sker der?
Er kunstneren overhovedet bevidst om, hvad der sker på asylområdet i andre europæiske lande?
Hvad med de dybt amoralske menneskesmuglere, som blot giver flygtninge håb om en bedre fremtid i det kolde nord?
Kan Ai Weiwei overhovedet udstille nogle steder i den vestlige verden uden at komme i konflikt med sine egne principper?
Jeg ved ikke, om det er Ai Weiwei selv eller om det er hans assistenter, som har sendt meddelelser ud på sociale medier vedrørende hans deltagelse i f.eks. 'A NewDynasty - Created in China' på kunstmuseet ARoS i Aarhus, men det virker dybt uprofessionelt, at værket, han er repræsenteret med, stadig optræder på udstillingen.