Vilhelm Hammershøi: 'Støvkornenes dans i solstrålerne', 1900 (pressefoto: Ordrupgaard/Pernille Klemp)
"Mange af dem, der køber Hammershøi i dag, køber, fordi billederne er blevet dyre. Værkerne bliver for samlere, alene af den grund at priserne er eksploderet. Jeg har selv lavet et tv-program, og jeg er klar over, at det er en af grundene til, at han er blevet så populær. Og det er godt, Men jeg kan ikke lade være med at føle, at vi er i gang med at invadere hans privatliv"
Dagbladet Politiken har sat fokus på maleren Vilhelm Hammershøi, som for tiden kan opleves på kunstmuseet Ordrupgaard i Charlottenlund.
Udtalelsen herover er fremsat af en af Hammershøis største fans, komikeren, tv-manden og forfatteren Michael Palin, som nok af de fleste er kendt som medlem af Monthy Python. Han besidder imidlertid en passioneret interesse for Hammershøi, og han åbnede faktisk udstillingen på Ordrupgaard, som kan ses frem til den 19. juni.
I samme udgave af avisen anmelder Trine Ross Hammershøi-udstillingen, og hun bemærker blandt andet, at "få malere har fanget lyset så fornemt, men Hammershøi var også vældig opmærksom på, at lys opstår i mørke". Ross giver udstillingen seks ud af seks stjerner.
Sidste år blev et maleri af Vilhelm Hammershøi solgt på Sotheby's kunstauktioner i London for 21,3 millioner kroner, hvilket sandsynligvis må betegnes som det højeste beløb et dansk maleri er solgt for på en auktion.