Stillbillede fra videoinstallationen 'What the Heart Wants' af Cécile B. Evans, som skulle være åbnet med fernisering i Kunsthal Aarhus d. 20. januar
I et anfald af politisk korrekthed har kunstnerne bag en udstilling, der skulle åbne i Kunsthal Aarhus fredag d. 20. januar, besluttet sig for at følge en opfordring fra kunstens verdenssamfund og gå i strejke dén dag, Donald Trump indsættes i embedet som USA's næste præsident.
Det er naturligvis vanskeligt at mene noget positivt om denne orangefarvede stjernepsykopat; men kunstnerne skyder sig selv i foden ved at vende ryggen til samfundet og blot defensivt at lukke ned for aktiviteterne.
De udgifter, som er forbundet med et åbningsarrangement, bliver skænket til en velgørende organisation, der, som det hedder i pressemeddelelsen "tager hånd om udsatte grupper i samfundet".
Det er naturligvis ganske sympatisk; men også en anelse naivt og dilettantisk, når man nu én gang har udsendt ferniseringsindbydelser.