søndag den 30. juli 2017

Sidste dag i The Garden

Dette værk af Tomas Saracémo kunne blandt andet ses på 'The Garden - The Future'

 "Jeg kan god lide det, vi har set indtil nu. Det er en rigtig god idé med kunst herude, hvor vi færdes i naturen alligevel. På den måde når ARoS også bredere ud, end den gør med en udstilling på museet"


Udtalelsen er fremsat i Aarhus Stiftstidende af én af de - må man formode - mange tusinde, der har besøgt udstillingskonceptet 'The Garden - The Future', som indtil for nyligt har været iscenesat på strækningen fra Tangkrogen til Ballehage i Aarhus. 

Louise Morell Holm sammenligner ellers det netop overståede koncept med det tidligere 'Sculpture by the Sea' og netop blandt anmelderne har der været bred enighed om, at værkerne på 'The Garden' har været på et kvalitativt højere niveau, end man oplevede det i forbindelse med den tidligere skulpturudstilling, som havde sit idégrundlag fra Australien. 

Her kører 'Sculpture by the Sea' tilsyneladende videre for fuld skrue, men i Aarhus er konceptet altså nu afløst af en Triennale, som man kan se frem til at opleve igen i 2020. 

Jeg nævnte anmeldelserne af ' The Garden- The Future', som er anmeldt i et større antal dagblade i sammenhæng med søsterprojektet 'The Present'. 

Børsen gav fem stjerner, Stiften gav hele seks af slagsen, hvor Politiken bruger hjerter. Fem fra Politiken, og fire stjerner fra Jyllands-Postens altid skarpe og kritiske anmelder til udstillingen, som nu er under nedbrydning. 

Hvor mange, der har besøgt udstillingen kan ARoS' kommunikationsansvarlige Anne Riis ifølge Stiften ikke endnu udtale sig om.