mandag den 10. september 2018

Kunstneren bag træaben på Trapholt

Det er dybt uretfærdigt, men det er desværre sådan, det er! Kay Bojesen (1886-1958) er blevet kendt posthumt på grund af et enkelt design, som er blevet symbolet og illustrationen på såkaldt "god smag" med designet af aben af træ, som er kendt af alle - børn og voksne - i det ganske land. 

Af samme årsag er det da heller ikke uden grund, at netop aben er blevet omdrejningspunktet i formidlingen af udstillingen 'Kay Bojesen - Humøret i dansk design', som finder sted på kunstmuseet Trapholt i Kolding fra d. 13. september 2018 til d. 10. juni 2019. 

Når jeg antyder, at Kay Bojesens design drejer sig om meget andet end den famøse abe, som i princippet er både sjov og original, er det fordi, at Bojesens formgivning begyndte med sølvet. 

Her arbejdede han i et univers, der nemt kunne sidestilles med de store og betydningsfulde designs ude i Europa. 

Faktisk vil jeg sige, at Bojesen sammenfattede den klassiske skønvirke med langt mere moderne former, som man kunne se i begyndelsen af 1900-tallet i forbindelse med Bauhaus-skolen i Tyskland. 

Med ét skiftede kunstneren imidlertid spor og satte en proces i gang, der handlede om træfigurer, der vel at mærke skulle kunne holde til at blive brugt af børn. 

Udgangspunktet var Bojesens søn Otto, som angiveligt ødelagde alt det legetøj, han kunne komme i nærheden af, hvorefter faderen producerede noget legetøj, som ikke sådan lod sig destruere. 

Det satte i bogstaveligste forstand gang i en lavine af designs med træet som udgangspunkt, og det var ikke kun aben, der måtte stå model til Bojesens idéer, hvilket jeg er sikker på, at man kan se og opleve på udstillingen på Trapholt. 

Jeg beskriver Bojesen og udstillingen på Trapholt i en anmeldelse senere.