Per Kirkeby: Uden titel, 1978-79. Olie og lakfarve på masonit, 122 x 122 cm . Vurd.: 300.000 kr. Hammerslag: 900.000 kr. (foto: Bruun Rasmussen Kunstauktioner)
For nyligt kunne jeg her på siden fortælle om en skulptur fra 1921 af Kai Nielsen, som netop har været under hammeren hos auktionshuset Bruun Rasmussen.
Der er naturligvis tale om en afstøbning i bronze af 'Århuspigen', som i en version til dagligt kan ses i Rådhusparken i Aarhus. Skulpturen var vurderet til en million kroner, men budene sluttede først ved 1,6 millioner.
Ellers var det for mig personligt interessant, at et maleri af Erik Raadal (1905-1941) med et motiv fra Gjern, vurderet til 30.000-40.000 kr. nåede et hammerslag på 75.000 kr.
Til gengæld var det svært at sælge Cobra-kunst, og muligvis skal dette ses i, at man vurderer også ret uinteressante værker af grupperingens kunstnere for højt.
Det syntes dog besynderligt, at et maleri af Asger Jorn, malet på pap i 1940 blev trukket ud af auktionen, da budene nåede 480.000 kr. Maleriet var vurderet til en halv million!
Til gengæld ser det ud som om, at værker af Per Kirkeby har en opadgående kurve. Et maleri på masonit fra 1978-79 af den danske kunstner tredoblede vurderingen på 300.000 kr. Det er en gengivelse af det værk, der kan ses herover.