fredag den 11. juni 2021

Kæmpe donation til Museum Jorn

 

Markus Lüpertz: 'Dürers Garten - Inferno I', 2001. 130 x 162 cm.


»At modtage en generøs gave af så høj en kvalitet er en helt enestående begivenhed, som alle kunstmuseer drømmer om. Jeg er ikke i tvivl om, at nogle af mine tyske kollegaer, vil spærre øjnene op, når de hører om det«


Ordene er fremsat af Jacob Thage - direktør for Museum Jorn i Silkeborg - og gaven, der refereres til, er flere end 50 værker af den tyske kunstner Markus Lüpertz, der var hovedpersonen bag en stor soloudstilling på Museum Jorn i foråret 2020. En udstilling, jeg i øvrigt begavede med fem stjerner i min anmeldelse i Jyllands-Posten. 


Samlet set består donationen af oliemaleriet, som er gengivet herover samt 11 skulpturer og 40 tegninger. 


Samtidigt er det lykkedes museet at erhverve maleriet 'Florentinsk Sommer' fra 1971 med støtte fra forskellige fonde. 


Et udsnit af de Lüpertz-værker, der er tilgået Museum Jorn, kan ses på museet fra i dag - d. 11. juni.