Tegning af Kurt Westergaard
Jeg skal såmænd ikke begave denne blogs læsere med en omfattende nekrolog over tegneren Kurt Westergaard. Den kan man læse i adskillige dagblade for tiden - også de såkaldt seriøse af slagsen, og det fatter jeg jo ikke med min bedste vilje.
Men vi må jo i gang med historieskrivningen, da det tilsyneladende ikke kan være anderledes:
Westergaard blev mere eller mindre berømt, da et dagblad, som jeg diplomatisk vil undlade at nævne navnet på, for 16 år siden offentliggjorde en tegning, som Westergaard havde produceret, fremstillende profeten Muhammed - i tegnerens version - bærende en gammeldags bombe i turbanen.
Tegningen var dum og samtidigt talentløst udført og den afstedkom en helvedes palaver rundt i verden, dog ikke på grund af tegningens kvaliteter, men på grund af dens narrative funktion, som den islamistiske verden gik fuldstændigt i selvsving over.
Never mind: Religiøse fanatikere ser ikke på kunstnerisk kvalitet, når profeten bliver gengivet, men det burde de måske?
Jeg har imidlertid mine egne erfaringer med Westergaard og hans bedrifter. På et tidspunkt blev jeg anmodet om at anmelde en udstilling med tegnerens arbejder på et galleri i nærheden af min bopæl.
Jeg har sjældent oplevet et så bizart optrin i relation til min funktion som kunstanmelder. For det første var hele området omkring galleriet mandsopdækket af bevæbnet politi - eller hvad det var - men galleristen havde samtidigt ansat et antal vagter, som skulle gøre livet surt for dem, der havde et professionelt ærinde på lokaliteten.
Jeg blev f.eks. bedt om at aflevere mit meget eksklusive kamera, inden jeg kunne få adgang til udstillingen, men da jeg ikke havde fuld tillid til de personer, som ville konfiskere apparatet, nægtede jeg naturligvis.
I øvrigt mener jeg sådan set, at billeddokumentationer er en del af den visuelle ytringsfrihed, og netop orden "ytringsfrihed" var netop et ret voldsomt mantra i netop denne sag. Så - jo, her kan vi tale om ironi på højeste niveau.
Senere var jeg ude for en lige så mærkværdig oplevelse. I min egenskab af medlem af udstillingsudvalget for Århus Kunstbygning - i dag Kunsthal Aarhus - blev udvalget langt efter deadline præsenteret for et antal tegninger, som en kunstner gerne ville have udstillet i kunstbygningen.
Kunstneren var Kurt Westergaard, og det blev beskrevet som om, at han netop havde indfundet sig i selskab med et par livvagter med henblik på at aflevere de nævnte arbejder.
Der var tale om nogle helt ubehjælpsomt udførte tegninger, som tegneren i sin nyvundne status som forfulgt kunstner, nok mente kunne udstilles i institutionen.
Det kunne de imidlertid ikke - og heldigvis for dét!
