onsdag den 1. marts 2023

Ikke et ord om nøgne vinterbadere og outdoor-hovedstad

 








Direktøren for KunstCentret Silkeborg Bad, Iben From, udtrykte over for mig ved pressemødet en vis bekymring for, om anmelderne ville insinuere, at udstillingen 'Amazing Nature', som er kunstcentrets store satsning i 2023, ville "stikke ud i alle mulige retninger". 

Det er klart, at en udstilling, der rummer så mange forskellige værker af et stort antal kunstnere, der hver især i billedlig forstand tager naturen under behandling, vil være alsidig og bredtfavnende. 

Den rummer ikke desto mindre en rød tråd i forløbet, og derfor er direktørens bekymring i hvert faldt i relation til min anmeldelse ubegrundet. 

Man kan så påstå, at udstillingen ikke rammer nogle lokale problematikker, som ligger i forlængelse af Silkeborg som såkaldt outdoor-hovedstad, og heller ikke tager stilling til mennesket i upåklædt tilstand. 

Det sidste bør naturligvis ses som en kommentar til den massive omtale der lokalt har været vedrørende vinterbadere, der tillader sig at nyde Søhøjlandets tilbud i nøgen tilstand. 

Når man bruger ordet "Nature" som identitet for en kunstudstilling, ligger ideologien "naturisme" i en oplagt forlængelse af begrebet, men ikke i en købstad i provinsen. 

Man skulle jo gerne kunne tage sin uskyldige børn med på kunstudstilling uden at disse får blot den mindste fornemmelse for, hvordan mennesker ser ud i naturlig tilstand.

Illustrationerne, der ledsager dette blogindlæg, rummer værker af (fra oven) Antti Laitinen, Roland Persson, Bo Jessen Fogh Laursen, Filippa Berglund, A Kassen, Volodymir Podlevsky, Henrique Oliveira og Jakob Kudsk Steensen.