Christian Kortegaard Madsen som foredragsholder på Silkeborg Bibliotek med Asger Jorns værk ’Den foruroligende ælling’ gengivet i baggrunden.
I de seneste 13-14 år har der pågået en diskussion mellem tilhængere og modstandere af et nyt Museum Jorn i Silkeborg.
Hver gang visionerne er blevet fremlagt af skiftende museumsdirektører, har det medført en sandstorm af kommentarer i den lokale avis’ debatforum.
Jeg skal såmænd gerne erkende, at jeg har følt mig ganske godt underholdt af disse debatindlæg, som ofte ikke har nuancen som tyngdepunkt. Med andre ord: Meningerne er sorte og hvide.
Jeg har for nylig været vidne til et foredrag på Silkeborg Bibliotek foretaget af Museum Jorns nye direktør Christian Kortegaard Madsen, og han besidder et vist mod i relation til en almen folkestemning, der ikke ser et nyt museum ved Silkeborgs søbred som en god idé.
Jeg har aldrig selv deltaget i debatten, men jeg kunne alligevel ikke undlade at spørge direktøren (som tiltrådte for mindre end en måned siden), hvordan han stiller sig til at skulle navigere i et miljø, hvor afgrunden mellem plus og minus er så dyb, som tilfældet er.
Han svarede ret klart, at en af betingelserne i hans job er, at passe på museets samling og skabe en ramme, som er visionær i forhold til netop samlingen, som er en af kongerigets største kunstsamlinger.
Ud af det kan man egentlig tolke, at Museum Jorn inden for en årrække er ensbetydende med en stærk fysisk profil.
Om det sker i min levetid, ved jeg ikke; men jeg besidder dog visse forventninger om ikke at stille træskoene lige med det første, så jeg vil spændt følge processen.
