Idét jeg beklager den voldsomt forringede billedkvalitet...
onsdag den 16. juli 2008
What a mess
Maleriet fremstår tilforladeligt. Ikke andet! Hverken mere eller mindre. Spekulationerne går på, om dét er, hvad jeg kan præstere. Var den ikke længere? En goddamn skiltemaler er hvad du er ved at udvikle dig til, hr. Motherfucker Kunstmaler! Scenariet er skrækkeligt. Jeg hiver billedet ned fra stafeliet og griber en oilbar, som jeg omgående bearbejder en gul med. Blåviolet oven på gul! Komplimentære visioner har jeg nu! Den er måske mere blå end violet? What a mess!
En rødlig, fimset nuance bliver sporadisk overmalet med mørkegrøn. Kaos er nu totalt; men jeg er egentligt tilfreds. Nu har jeg et udgangspunkt, som har afsæt i MALERIET.
Jeg må slippe billedet i en periode. Jeg går ind på kontoret og chatter med en sød taste-veninde. Vi chatter om løst og fast… ”Kan man overhovedet rydde op i et maleri? Du maler med olie, det er ikke tørt?” Hvor er hun et sødt individ. Jeg sender en stribe grinende ikoner afsted og går tilbage til rodebutikken.
Jeg arbejder i 15-20 minutter og ret klart kan jeg se, at maleriet begynder at åbne sig for mig. Jeg rydder op; men ikke for meget. Der skal også være noget til senere. Jeg er faktisk tilfreds… So far!
En rødlig, fimset nuance bliver sporadisk overmalet med mørkegrøn. Kaos er nu totalt; men jeg er egentligt tilfreds. Nu har jeg et udgangspunkt, som har afsæt i MALERIET.
Jeg må slippe billedet i en periode. Jeg går ind på kontoret og chatter med en sød taste-veninde. Vi chatter om løst og fast… ”Kan man overhovedet rydde op i et maleri? Du maler med olie, det er ikke tørt?” Hvor er hun et sødt individ. Jeg sender en stribe grinende ikoner afsted og går tilbage til rodebutikken.
Jeg arbejder i 15-20 minutter og ret klart kan jeg se, at maleriet begynder at åbne sig for mig. Jeg rydder op; men ikke for meget. Der skal også være noget til senere. Jeg er faktisk tilfreds… So far!
tirsdag den 15. juli 2008
Hviledag
Hvad stiller man op med en hviledag? Der er sådan set mange muligheder. Der står flere godt begyndte malerier på staffelierne på værkstedet. En hæk trænger i høj grad til at blive klippet – det er jo langt over St. Hans. Hvorfor så denne rastløshed?
Der er hviledag i Tour de France! Det vil sige, at rytterne ”hviler” sig med en rask træningstur på vel godt og vel 100 km. i Pyrnæerne inden det i morgen atter går løs. Kald det blot et hvil. Jeg ville sandsynligvis ikke selv overleve denne lettere gang træning, der blot skal holde de famøse ben i gang og holde maskineriet smurt.
Det danske hold hedder nu CSC-Saxo Bank. Et åbent spørgsmål er nu, om denne nye rent danske hovedsponsor vil lægge et vist pres på holdejer Riis i bestræbelserne på, at få nogle flere danske ryttere til start i Tour’en til næste år? De er klar, efter min bedste overbevisning. Faktisk tror jeg, at Lars Bak og Chris Anker kunne have gjort en glimrende figur på det danske hold allerede i år? Well, well! Holdejeren og hans sportsdirektører sætter holdet; men alligevel…?
Jeg er lidt i tvivl om, hvordan man skal tolke CSC-Saxo Banks indsats i Tour de France indtil nu. På den store Pyrnæ-etape med mål i legendariske – ikke mindst for danskere – Hautakam, viste holdet sig ganske vist langt fremme i løbet og Fränk Schleck kom ind som en flot nummer tre og er i skrivende stund kune ét sølle sekund fra den gule trøje, der på den omtalte etape blev overtaget af Cadel Evans. Dén trøje bliver svær at vriste fra den australske all-roundrytter. Flere af de næmeste favoritter blev sat af på etapen, så Evans har vel kun Schleck, Sastre og Mentchov at holde øje med plus naturligvis en fuldstændigt uforudsigelig italiener ved navn Ricco.
Nu er der hviledag. Jeg vil se at få noget bestilt!
Der er hviledag i Tour de France! Det vil sige, at rytterne ”hviler” sig med en rask træningstur på vel godt og vel 100 km. i Pyrnæerne inden det i morgen atter går løs. Kald det blot et hvil. Jeg ville sandsynligvis ikke selv overleve denne lettere gang træning, der blot skal holde de famøse ben i gang og holde maskineriet smurt.
Det danske hold hedder nu CSC-Saxo Bank. Et åbent spørgsmål er nu, om denne nye rent danske hovedsponsor vil lægge et vist pres på holdejer Riis i bestræbelserne på, at få nogle flere danske ryttere til start i Tour’en til næste år? De er klar, efter min bedste overbevisning. Faktisk tror jeg, at Lars Bak og Chris Anker kunne have gjort en glimrende figur på det danske hold allerede i år? Well, well! Holdejeren og hans sportsdirektører sætter holdet; men alligevel…?
Jeg er lidt i tvivl om, hvordan man skal tolke CSC-Saxo Banks indsats i Tour de France indtil nu. På den store Pyrnæ-etape med mål i legendariske – ikke mindst for danskere – Hautakam, viste holdet sig ganske vist langt fremme i løbet og Fränk Schleck kom ind som en flot nummer tre og er i skrivende stund kune ét sølle sekund fra den gule trøje, der på den omtalte etape blev overtaget af Cadel Evans. Dén trøje bliver svær at vriste fra den australske all-roundrytter. Flere af de næmeste favoritter blev sat af på etapen, så Evans har vel kun Schleck, Sastre og Mentchov at holde øje med plus naturligvis en fuldstændigt uforudsigelig italiener ved navn Ricco.
Nu er der hviledag. Jeg vil se at få noget bestilt!
lørdag den 12. juli 2008
Tolderen Rousseau
12. juli var der på DR2 en dokumentar om den franske maler Henri Rousseau (1844-1910). I manges opfattelse var Rousseau den første rigtige naivist; men spørgsmålet om denne lidt forsimplede karakteristik af kunstneren helt holder vand, er ét, der trænger sig på, når man bliver gjort bekendt med hans produktion af malerier.
Henri Rousseau havde det svært i mange år. Han insisterede på en helt egenartet stil, som tog udgangspunkt i det rumlige på en ret naiv måde; men i modsætning til de kunstnere, der senere i historien benyttede sig af de naivistiske virkemidler, var Rousseau meget bevidst om elementære principper såsom centralperspektiv og farvens indvirkning i det perspektiviske forløb.
Tilnavnet ”Tolderen” fik Henri Rousseau, da han i perioden 1871-93 var engageret med at kontrollere indholdet af lasten på de skibe, der lagde til kaj ved Seinen i Paris. Dette job gav ham muligheder for at male, og motiverne dengang var vel ikke helt unaturligt miljøet i Paris, netop omkring floden.
Senere blev han dog betaget af den motivverden, som han kunne finde i byens botaniske og zoologiske haver. Her gik han på opdagelse blandt flora og fauna og ”opfandt” en ny verden forankret i naturen, som den tager sig ud i junglen. Dramatikken blev aldrig underspillet og somme tider måtte Rousseau åbne vinduet til sit atelier for at sikre sig, at han befandt sig i Paris. Han var i bogstavelig forstand blevet ræd for sine egne eventyrlige malerier.
På Salon d’Automme – Den uafhængige Salon – udstillede Rousseau næsten hvert år, og hver gang var han skydeskive for hån og latterliggørelse blandt samtidens kritikere. Han fik dog forbundsfæller i det parisiske kunstnermiljø. Forfatteren og filosoffen Alfred Jarry blev én af Rousseau’s allerbedste venner og mest solidariske kritikere. Inden sin død havde ”Tolderen” da også én af sine store succesoplevelser, da Picasso ervhervede sig ét af hans billeder. På dén måde fik Rousseau den allermest betydningsfulde anerkendelse i kraft af, at én af tidens mest vigtige, unge, kunstnere gav ham et skulderklap.
Efter 22 år som tolder gik Rousseau i 1893 på førtidspension, og han kunne herefter hellige sig malerkunsten. Han udviklede konstant sit udtryk; men altid med usædvanlige forskydninger i de proportionelle elementer. Han arbejdede med højlys og stoflighed på en sublim måde, og i dag er ”Tolderen” naturligvis repræsenteret på de vigtige kunstmuseer i verden.
Rousseau døde i 1910 og på hans gravsten kan man bl.a. læse en tekst af en anden af hans gode venner, forfatteren Guillaume Apollinaire: ”Lad vores bagage passere toldfrit gennem Paradisets port. Vi vil bringe farve og lærred, så du kan male i det himmelske lys”.
Om Henri Rousseau i sin kunst var naiv eller bevidst, klodset eller intelligent er for så vidt ligegyldigt; men han fik sin anerkendelse. Overvejende posthumt, ganske vist; men alligevel…
torsdag den 10. juli 2008
The colors of the rainbow
”En farve er ikke noget i sig selv. Den får først en betydning i dét øjeblik, den optræder sammen med en anden fare og fungerer komplimentært i forhold til denne!” Sådan tordnede min gamle malerlærer ofte dengang i de mørke og inflationsramte halvfjerdsere. Altså, dét er sådan set børnelærdom – eller under alle omstændigheder noget, der er kommet ind med – ikke modermælken, men de utallige guldøl, der blev konsumeret på malerskolen.
Jeg var udmærket bekendt med disse principper. Selv på dekoratørskolen blev vi undervist i farver, hvorefter vi blev bekendtgjort med at ”tone i tone” er legitimt. Hvilket paradoks.
Senere har den famøse farveproblematik forfulgt mig i mit liv i tide og utide. Som maler må man uafladeligt forholde sig til farverne og til det i indledningen nævnte udsagn. Selv er jeg f.eks. begyndt at bruge farver, som jeg aldrig tidligere kunne drømme om at benytte. Violet har altid gjort mig syg; men sådan er det ikke længere. Violet er umulig at ignorere, hvis man – som jeg – kan lide gult. De to farver forholder sig koplimentært til hinanden.
Pink! Urrghh! Ja; men nu optræder den ofte i samklang med en jordgrøn. Et poppet indslag i relation til den modernistiske tyngde. Måske er det blot en idé, der tager afsæt i at være grænseoverskridende i forhold til egne idiosynkrasier? Men hvorfor ikke bare skabe rummet ud fra dén farveskala, der nu en gang eksisterer?
Jeg har hørt masser af tilkendegivelser, der handler om farver: ”Glade farver”, ”dejlige farver” og (den helt slemme) ”flotte farver”. Indledningsvist berørte jeg, hvilken betydning farver besidder. Lad hermed min, nu afdøde, malerlærers statement stå et øjeblik!
Jeg var udmærket bekendt med disse principper. Selv på dekoratørskolen blev vi undervist i farver, hvorefter vi blev bekendtgjort med at ”tone i tone” er legitimt. Hvilket paradoks.
Senere har den famøse farveproblematik forfulgt mig i mit liv i tide og utide. Som maler må man uafladeligt forholde sig til farverne og til det i indledningen nævnte udsagn. Selv er jeg f.eks. begyndt at bruge farver, som jeg aldrig tidligere kunne drømme om at benytte. Violet har altid gjort mig syg; men sådan er det ikke længere. Violet er umulig at ignorere, hvis man – som jeg – kan lide gult. De to farver forholder sig koplimentært til hinanden.
Pink! Urrghh! Ja; men nu optræder den ofte i samklang med en jordgrøn. Et poppet indslag i relation til den modernistiske tyngde. Måske er det blot en idé, der tager afsæt i at være grænseoverskridende i forhold til egne idiosynkrasier? Men hvorfor ikke bare skabe rummet ud fra dén farveskala, der nu en gang eksisterer?
Jeg har hørt masser af tilkendegivelser, der handler om farver: ”Glade farver”, ”dejlige farver” og (den helt slemme) ”flotte farver”. Indledningsvist berørte jeg, hvilken betydning farver besidder. Lad hermed min, nu afdøde, malerlærers statement stå et øjeblik!
onsdag den 9. juli 2008
Louisiana 50
Når man runder de 50 år, er man som oftest – hvis man vel at mærke er et menneske – kommet i en alder, hvor man begynder at se tilbage, og hvor man kan begynde at mærke sit eget kadaver på en lidt mere øm måde, end da man var yngre.
Helt anderledes ser det ud med museale institutioner. Her er det mennesker i deres bedste alder, der sætter dagsordenen og når den pågældende leder eller direktør ikke kan mere, så står en yngre og frisk klar.
Kunstmuseet Louisiana fylder 50 – det halve århundrede – i år og i dén forbindelse udtaler museets unge (født 1959) direktør Poul Erik Tøjner: ”Bare vent til vi viser Max Ernst til foråret. Hvis nogen mener, det er behagelige billeder, så er det da, fordi de har grus i øjnene og fedt om nerverne”. Udtalelsen falder i forbindelse med et interview foretaget af Torben Weirup i Berlingske Tidende. Udtalelsen imødegår et spørgsmål, der går på kritikken af museet som ”det bedre borgerskabs refugium”.
Det er meget muligt, at Louisiana ikke prioriterer samtidskunsten i deres hovedudstillinger. Således har man lige vist en udstilling, der parrede Alberto Giacometti og Poul Cézanne og til efteråret viser man en omfattende udstilling af danske Per Kirkeby i anledning af HANS runde fødselsdag. Kirkeby fylder 70 den 1. september.
Ikke desto mindre udstiller Louisiana samtidskunst på et endog ret højt niveau. Jeg husker således ret tydeligt udstillingen med den danske maler og grafiker Tal R sidste år. Også udstillingen med Julie Mehretu gjorde stort indtryk. Måske ikke mindst på grund af overrumplingsmomentet?
Man kunne mageligt begynde at remse op, hvad dette smukt beliggende museum har vist gennem årene; men listen ville blive alenlang, så det giver ikke mening. Blot kan jeg konstatere, at jeg glæder mig til snart at aflægge Louisiana besøg igen.
Helt anderledes ser det ud med museale institutioner. Her er det mennesker i deres bedste alder, der sætter dagsordenen og når den pågældende leder eller direktør ikke kan mere, så står en yngre og frisk klar.
Kunstmuseet Louisiana fylder 50 – det halve århundrede – i år og i dén forbindelse udtaler museets unge (født 1959) direktør Poul Erik Tøjner: ”Bare vent til vi viser Max Ernst til foråret. Hvis nogen mener, det er behagelige billeder, så er det da, fordi de har grus i øjnene og fedt om nerverne”. Udtalelsen falder i forbindelse med et interview foretaget af Torben Weirup i Berlingske Tidende. Udtalelsen imødegår et spørgsmål, der går på kritikken af museet som ”det bedre borgerskabs refugium”.
Det er meget muligt, at Louisiana ikke prioriterer samtidskunsten i deres hovedudstillinger. Således har man lige vist en udstilling, der parrede Alberto Giacometti og Poul Cézanne og til efteråret viser man en omfattende udstilling af danske Per Kirkeby i anledning af HANS runde fødselsdag. Kirkeby fylder 70 den 1. september.
Ikke desto mindre udstiller Louisiana samtidskunst på et endog ret højt niveau. Jeg husker således ret tydeligt udstillingen med den danske maler og grafiker Tal R sidste år. Også udstillingen med Julie Mehretu gjorde stort indtryk. Måske ikke mindst på grund af overrumplingsmomentet?
Man kunne mageligt begynde at remse op, hvad dette smukt beliggende museum har vist gennem årene; men listen ville blive alenlang, så det giver ikke mening. Blot kan jeg konstatere, at jeg glæder mig til snart at aflægge Louisiana besøg igen.
Billedet herover er taget en maj-eftermiddag i museets park, hvor publikums silhuetter går i samklang med de tunge bronzer af Henry Moore.
fredag den 4. juli 2008
Effektjageri
”Effektjageri!” Sådan karakteriserede min gamle malerlærer de nyeste malertekniske landvindinger, når den unge elev i 70’erne præsenterede ham for disse. Jeg var udmærket klar over, at hjertet hos den gamle bankede for de modernistiske tørvetrillere med fladefundamenterede, grålige kedsommeligheder af – trods alt – stor styrke. Paradoksalt…? Tja-tjam!?
Senere præsenterede jeg den efterhånden aldersvækkede underviser for kunstnere som Andy Warhol, Robert Rauschenberg og Francis Bacon. Han affejede disse i samme sekund, han fandt ud af, at han havde svært ved at udtale navnene. Bacon kaldte han således ”Ba-kong”, fordi al kunst helst skulle indeholde noget fransk.
”Effektjageri, effektjageri, effektjageri!” Ordet fylder efterhånden godt i min egen bevidsthed – især efter, at jeg er begyndt at gå på opdagelse i en stadigt mere omfattende og sammensat kunstscene, som den ser ud her i 2008. Malerlæreren er forlængst død, så hans formulering burde være evigt fortrængt. Men dét er den dog ikke! Faktisk er den mere relevant end – måske – nogensinde. Så meget, at man måske oven i købet kunne kalde samtidskunsten for ”effektisme”. Hermed er der sat en isme på vores egen epoke.
Det har været en hård tørn; men jeg har ikke desto mindre overgivet mig til effektjageriet med en vis entusiasme. Det morer mig, at lave ting på lærredet, som har elementer af kitch og trommesal – og hvis ikke det skal være sjovt, så ved jeg snart ikke…?
Senere præsenterede jeg den efterhånden aldersvækkede underviser for kunstnere som Andy Warhol, Robert Rauschenberg og Francis Bacon. Han affejede disse i samme sekund, han fandt ud af, at han havde svært ved at udtale navnene. Bacon kaldte han således ”Ba-kong”, fordi al kunst helst skulle indeholde noget fransk.
”Effektjageri, effektjageri, effektjageri!” Ordet fylder efterhånden godt i min egen bevidsthed – især efter, at jeg er begyndt at gå på opdagelse i en stadigt mere omfattende og sammensat kunstscene, som den ser ud her i 2008. Malerlæreren er forlængst død, så hans formulering burde være evigt fortrængt. Men dét er den dog ikke! Faktisk er den mere relevant end – måske – nogensinde. Så meget, at man måske oven i købet kunne kalde samtidskunsten for ”effektisme”. Hermed er der sat en isme på vores egen epoke.
Det har været en hård tørn; men jeg har ikke desto mindre overgivet mig til effektjageriet med en vis entusiasme. Det morer mig, at lave ting på lærredet, som har elementer af kitch og trommesal – og hvis ikke det skal være sjovt, så ved jeg snart ikke…?
Abonner på:
Opslag (Atom)
