Når man runder de 50 år, er man som oftest – hvis man vel at mærke er et menneske – kommet i en alder, hvor man begynder at se tilbage, og hvor man kan begynde at mærke sit eget kadaver på en lidt mere øm måde, end da man var yngre.
Helt anderledes ser det ud med museale institutioner. Her er det mennesker i deres bedste alder, der sætter dagsordenen og når den pågældende leder eller direktør ikke kan mere, så står en yngre og frisk klar.
Kunstmuseet Louisiana fylder 50 – det halve århundrede – i år og i dén forbindelse udtaler museets unge (født 1959) direktør Poul Erik Tøjner: ”Bare vent til vi viser Max Ernst til foråret. Hvis nogen mener, det er behagelige billeder, så er det da, fordi de har grus i øjnene og fedt om nerverne”. Udtalelsen falder i forbindelse med et interview foretaget af Torben Weirup i Berlingske Tidende. Udtalelsen imødegår et spørgsmål, der går på kritikken af museet som ”det bedre borgerskabs refugium”.
Det er meget muligt, at Louisiana ikke prioriterer samtidskunsten i deres hovedudstillinger. Således har man lige vist en udstilling, der parrede Alberto Giacometti og Poul Cézanne og til efteråret viser man en omfattende udstilling af danske Per Kirkeby i anledning af HANS runde fødselsdag. Kirkeby fylder 70 den 1. september.
Ikke desto mindre udstiller Louisiana samtidskunst på et endog ret højt niveau. Jeg husker således ret tydeligt udstillingen med den danske maler og grafiker Tal R sidste år. Også udstillingen med Julie Mehretu gjorde stort indtryk. Måske ikke mindst på grund af overrumplingsmomentet?
Man kunne mageligt begynde at remse op, hvad dette smukt beliggende museum har vist gennem årene; men listen ville blive alenlang, så det giver ikke mening. Blot kan jeg konstatere, at jeg glæder mig til snart at aflægge Louisiana besøg igen.
Helt anderledes ser det ud med museale institutioner. Her er det mennesker i deres bedste alder, der sætter dagsordenen og når den pågældende leder eller direktør ikke kan mere, så står en yngre og frisk klar.
Kunstmuseet Louisiana fylder 50 – det halve århundrede – i år og i dén forbindelse udtaler museets unge (født 1959) direktør Poul Erik Tøjner: ”Bare vent til vi viser Max Ernst til foråret. Hvis nogen mener, det er behagelige billeder, så er det da, fordi de har grus i øjnene og fedt om nerverne”. Udtalelsen falder i forbindelse med et interview foretaget af Torben Weirup i Berlingske Tidende. Udtalelsen imødegår et spørgsmål, der går på kritikken af museet som ”det bedre borgerskabs refugium”.
Det er meget muligt, at Louisiana ikke prioriterer samtidskunsten i deres hovedudstillinger. Således har man lige vist en udstilling, der parrede Alberto Giacometti og Poul Cézanne og til efteråret viser man en omfattende udstilling af danske Per Kirkeby i anledning af HANS runde fødselsdag. Kirkeby fylder 70 den 1. september.
Ikke desto mindre udstiller Louisiana samtidskunst på et endog ret højt niveau. Jeg husker således ret tydeligt udstillingen med den danske maler og grafiker Tal R sidste år. Også udstillingen med Julie Mehretu gjorde stort indtryk. Måske ikke mindst på grund af overrumplingsmomentet?
Man kunne mageligt begynde at remse op, hvad dette smukt beliggende museum har vist gennem årene; men listen ville blive alenlang, så det giver ikke mening. Blot kan jeg konstatere, at jeg glæder mig til snart at aflægge Louisiana besøg igen.
Billedet herover er taget en maj-eftermiddag i museets park, hvor publikums silhuetter går i samklang med de tunge bronzer af Henry Moore.
