tirsdag den 22. juli 2008

Den globale landsby hedder Brande

Carlos Matuck

Phoebe Dingwall

Bredtveds bærbare





I perioden 14.-26. juli har kunstnere fra otte lande indtaget Remisen i Brande med ét hovedformål: At lave kunst.

Umiddelbart emmer luften i det store lokale i RemisenBrande af koncentration. Et enkelt udbrud fra ét af hjørnerne signalerer, at en detalje måske ikke helt er lykkedes; men der arbejdes ufortrødent videre. Sådan foregår Den Internationale Workshop for Billedkunstnere, der har fundet sted i Brande siden 1992. I år har organisationen bag Kulturremisen samlet billedkunstnere fra fire kontinenter. Syd- og Nordamerika, Asien og Europa er repræsenteret.

Kontraster
Det forekommer helt naturligt, at der opstår kontrastrige relationer i et sådant forum. Maleren Jon Gislason fra Danmark har placeret sig i et hjørne af det store atelierlokale med sine store ekspressionistiske lærreder. Ved siden af ham sidder japanske Mayuko Sumioka med sine små og meget minutiøst udførte værker, som er direkte inspireret af hjemlandets kultur.

Seishi Morioka er en anden japaner i workshoppen. Han arbejder i et formsprog, der kunne forekomme traditionelt – også i en vestlig sammenhæng; men hvis man går tæt på, opdager man, at udtrykket i hans landskab er forbundet med en æstetik, som har været kendt i århundreder i præcist dette verdenshjørne.

Bærbare ”komputere”
En anden af de danske kunstnere har arbejdet med maleriet i en ganske pudsig, rumlig form. Michael Bredtved har sammensat to lærreder og bemalet dem, så de til forveksling ligner bærbare komputere. Den ene halvdel udgør naturligvis tastaturet; men den anden halvdel, som er skærmen, udgør et ”frit rum”, som kunstneren bearbejder ud fra de principper, der er temaet lige i øjeblikket.

Topografi og underspillethed
Franske Phoebe Dingwall arbejder med strukturer i maleriet, der kunne bringe tanker frem om storbyens topografi. Måske tager jeg fejl; men dét er jo som bekendt menneskeligt! Japanske Fu Deng har et bemærkelsesværdigt udtryk, hvad enten det er douche og næsten usynlige portrætter eller tilsvarende landskaber, der er temaet. Endnu en gang oplever man en oplagt underspillethed i det asiatiske udtryk.

Udsmykning og street-art
Der er langt mere tryk på den ene af de brasilianske kunstnere, der deltager i workshoppen. Brande er kendt for sine mange gavlmalerier og Carlos Matuck er blevet hyret til at skabe en udsmykning, som skal placeres i forbindelse med en sportsforretning i byen. Matuck fortæller mig, at hans baggrund er street-art og grafitti. Han arbejder således med stencils, hvilket han viser adskillige eksempler på ved hjælp af fotografisk dokumentation fra hjemlandet. Her er han hovedmand bag utallige offentlige udsmykninger.

Arbejdet på workshoppen fortsætter indtil fredag. Der er fernisering på en udstilling, der viser nogle af de producerede værker på Galleri Spor 1 ved Brande Station, lørdag den 26. juli kl. 11. Her kan man se nordisk ekspressionisme, orientalsk minimalisme og anden international billedkunst anno 2008.

Den Internationale Workshop for Billedkunstnere har fundet sted i Brande siden 1992 og er arrangeret af Kulturremisen i Brande, som gennem årene har udviklet et samarbejde med aktører i hele verden. Sidste år var der for første gang kinesiske kunstnere med i arrangementet. Kunstnerne bliver indkvarteret på Brande Højskole i perioden, hvor workshoppen finder sted.