”Effektjageri!” Sådan karakteriserede min gamle malerlærer de nyeste malertekniske landvindinger, når den unge elev i 70’erne præsenterede ham for disse. Jeg var udmærket klar over, at hjertet hos den gamle bankede for de modernistiske tørvetrillere med fladefundamenterede, grålige kedsommeligheder af – trods alt – stor styrke. Paradoksalt…? Tja-tjam!?
Senere præsenterede jeg den efterhånden aldersvækkede underviser for kunstnere som Andy Warhol, Robert Rauschenberg og Francis Bacon. Han affejede disse i samme sekund, han fandt ud af, at han havde svært ved at udtale navnene. Bacon kaldte han således ”Ba-kong”, fordi al kunst helst skulle indeholde noget fransk.
”Effektjageri, effektjageri, effektjageri!” Ordet fylder efterhånden godt i min egen bevidsthed – især efter, at jeg er begyndt at gå på opdagelse i en stadigt mere omfattende og sammensat kunstscene, som den ser ud her i 2008. Malerlæreren er forlængst død, så hans formulering burde være evigt fortrængt. Men dét er den dog ikke! Faktisk er den mere relevant end – måske – nogensinde. Så meget, at man måske oven i købet kunne kalde samtidskunsten for ”effektisme”. Hermed er der sat en isme på vores egen epoke.
Det har været en hård tørn; men jeg har ikke desto mindre overgivet mig til effektjageriet med en vis entusiasme. Det morer mig, at lave ting på lærredet, som har elementer af kitch og trommesal – og hvis ikke det skal være sjovt, så ved jeg snart ikke…?
Senere præsenterede jeg den efterhånden aldersvækkede underviser for kunstnere som Andy Warhol, Robert Rauschenberg og Francis Bacon. Han affejede disse i samme sekund, han fandt ud af, at han havde svært ved at udtale navnene. Bacon kaldte han således ”Ba-kong”, fordi al kunst helst skulle indeholde noget fransk.
”Effektjageri, effektjageri, effektjageri!” Ordet fylder efterhånden godt i min egen bevidsthed – især efter, at jeg er begyndt at gå på opdagelse i en stadigt mere omfattende og sammensat kunstscene, som den ser ud her i 2008. Malerlæreren er forlængst død, så hans formulering burde være evigt fortrængt. Men dét er den dog ikke! Faktisk er den mere relevant end – måske – nogensinde. Så meget, at man måske oven i købet kunne kalde samtidskunsten for ”effektisme”. Hermed er der sat en isme på vores egen epoke.
Det har været en hård tørn; men jeg har ikke desto mindre overgivet mig til effektjageriet med en vis entusiasme. Det morer mig, at lave ting på lærredet, som har elementer af kitch og trommesal – og hvis ikke det skal være sjovt, så ved jeg snart ikke…?
