Seneste værkfortegnelse over Per Kirkebys raderinger nu tilgængelig

Det tredje bind af en ganske omfattende beskrivelse af Per Kirkebys raderinger kan nu købes. 

Jeg vil gerne understrege, at der er tale om et stort bogværk. Jeg er sikker på, at min køkkenvægt under alle omstændigheder ville bryde sammen under vægten af bogen, der gengiver samtlige Kirkebys raderinger i perioden fra 1998 til 2015. 

Og, ja! Det sidste grafiske arbejde, der er vist, er netop en akvatinteætsning fra 2015, og det må siges at være bemærkelsesværdigt, da det forlød fra kunstneren, at han i hvert fald aldrig mere ville komme til at male, da hans syn er stærkt svækket efter en hjerneskade, han pådrog sig i forbindelse med en faldulykke for halvandet år siden. 

"Jeg har lukket den butik", udtalte kunstneren kort tid efter, at den omfattende udstilling 'Per Kirkeby Komplet - Det raderede livsværk' åbnede på Museum Jorn i Silkeborg; men det gælder tilsyneladende ikke grafikken. 

Desværre forelå den store værkfortegnelse ikke ved åbningen af udstillingen, og det kan man nemt forstå, når man oplever, hvor minutiøst Kirkebys grafiske arbejder bliver beskrevet i bogen. 

Foruden gengivelser af de mange grafiske arbejder, rummer bogen samtidigt tekster af Christiane Lukatis, som er en tysk Kirkeby-ekspert samt forord af Museum Jorns direktør Jabob Thage og en længere tekst af museets inspektør mag. art Lucas Haberkorn. 

Teksterne i bogen er på tysk og engelsk og den består af 400 illustrationer, der er fordelt på 460 sider. 

Jeg har netop fået værkfortegnelsen tilsendt, og jeg glæder mig til at studere den nærmere - og måske skrive en enkelt anmeldelse...?

Kirkeby - endnu en gang

Per Kirkeby: Uden titel, akvatinte og koldnål på japanpapir - tre farver, 1998

"På grund af udstillingens omfang og konsekvens kan man konstatere, hvordan Kirkeby i sit grafiske værk genoptager teknikker og temaer. Hans princip er genbrug i begrebets mest positive forstand. Ligesom han genbruger gamle trykplader, så han - ligesom i sit maleri - udnytter billedets forhistorie og den stoflighed, han få foræret"

Det er ganske vist ved at være nogle uger siden, at man i Berlingske kunne læse Torben Weirups anmeldelse af udstillingen 'Per Kirkeby Komplet - Det raderede livsværk' på Museum Jorn i Silkeborg. 

Når jeg kommer i tanke om denne anmeldelse, er det fordi, jeg netop har genset udstillingen og brugt lidt tid på at se på de mange raderinger. 

Angående Weirups fem-stjernede anmeldelse har jeg tidligere omtalt den på blog'en her - dog med et andet citat.

Charlottenborg - en ny runde!

"Jeg vil derfor opfordre alle Danmarks kunstnersammenslutninger, etablerede såvel som nye uden fast tilhørsforhold, til at bakke op om ideen om at få Charlottenborg tilbage. Tænk, hvis vi igen kunne få en udstillingsbygning i hjertet af København, hvor det er kunstnere, unge som gamle, etablerede som spirende talenter, der sætter dagsordenen"

Jeg bør retfærdighedsvist nævne, at ovenstående citat blot er et uddrag af  min gode anmelderkollega på Jyllands-Posten Tom Jørgensens leder i Kunstavisen, hvor han argumenterer for, at Charlottenborg bør bringes tilbage til sin tidligere rolle. 

Dengang havde flere kunstnersammenslutninger pr. automatik udstillingsperioder på Charlottenborg. 

Set i lyset af Grønningens store succes med den igangværende jubilæumsudstilling er det naturligvis fristende, at man foreslår en tilbagevenden til "gamle  dage", som faktisk ikke er så længe siden. 

Dette skal også ses i lyset af alt den palaver, der har været omkring Charlottenborg, hvor ledere er skredet på stribe, da budgettet langt fra står mål med kunsthallens ambitioner. 

Jeg synes dog, det er væsentligt at minde om, at en anden af de tidligere Charlottenborg-sammenslutninger - Corner - som netop har udstillet på Sophienholm, ikke ligefrem er blevet begavet med indlysende gode anmeldelser. 

Og tager man en anden af de etablerede sammenslutninger - Pro - som også tidligere huserede i de smukke rum på Kongens Nytorv, oplevede jeg en udstilling sidste sommer med gruppens medlemmer på Fanø Kunstmuseum - og det var ganske enkelt skandaløst ringe. 

Afslutningsvist finder jeg det interessant at nævne, at der faktisk ikke findes større ekskluderende magt i kunstverdenen end netop kunstnerne. Miljøet er smalt og rygklapperi og favorisering af vennerne et udbredt fænomen. Det er naivt at tro, det hele bliver forår og grønne skove i takt med, at kunstnerne får magten.

Billedet, der ledsager dette blogindlæg, er fra 2015-udgaven af Charlottenborgs Forårsudstilling (pressefoto: Kunsthal Charlottenborg)

Design plus abstraktion

Ib Geertsens 'Bevægelig kegleskulptur' fra 1989 er ét af de værker, man kan se på 'Formen - Farven - Fladen' på ARoS  (pressefoto: ARoS)

"'Formen - Farven - Fladen' præsenterer en række værker fra ARoS' faste samling, som karakteriseres ved at være ikke-figurative. Man finder hverken menneske, dyr eller andet genkendeligt i motiverne, ej heller abstraktioner og menneske, dyr eller andet genkendeligt - det er derimod de rene former, de klare farver og de ensartede flader, som binder værkerne sammen på tværs af 85 år"

Når et kunstmuseum sætter en udstilling op, der tager udgangspunkt i museets faste samling, tænker man næsten pr. definition "Ok! Og hva' så?" 

Når det derimod drejer sig om kunstmuseet ARoS i Aarhus har man muligvis en lidt anden tilgang til nyheden. Dette skal selvfølgelig ses i lyset af, at museet besidder en ganske stor og imponerende samling af blandt andet moderne, non-figurativ kunst. 

Netop denne del af samlingen bringes frem i forbindelse med udstillingen 'Formen - Farven - Fladen', der åbner d. 27. marts. 

Teksten herover stammer fra museets hjemmeside, hvor udstillingens kurator, museumsinspektør PernilleTaagaard Dinesen, har gjort sig nogle tanker om en udstilling, der sammenfatter abstrakte kunstværker med designklassikere. 

Museet er ofte blevet kritiseret for at skabe iscenesættelser, der tager fokus fra det udstillede. Om det aktuelt bliver tilfældet, vil jeg gøre mine iagttagelser om til pressemødet, som jeg har tilmeldt mig.

Paradokset Galschiøt

Der ligger noget næsten paradoksalt i, at billedhuggeren Jens Galschiøt muligvis er Danmarks mest kendte, nulevende billedhugger. 

Dette kan eksemplificeres ved, at hans udstilling på KunstCentret Silkeborg Bad (de to øverste billeder) er blevet besøgt af et uventet stort antal mennesker. 

Det sidste ved jeg, da jeg i pausen under et debatmøde, der netop handlede om skulpturen 'Abrahams Børn' og Galschiøts kunstneriske praksis, talte med en af kunstcentrets omvisere, der kunne fortælle mig, at man aktuelt havde set sig nødsaget til at øge antallet af omvisninger i forhold til netop Galschiøts kunstværk, der sætter fokus på fundamentalisme som trosforankret fænomen. 

Debatmødet kom desværre til at handle meget om Jens Galschiøts indignation over ikke at være tilstrækkeligt anerkendt i forhold til kunstens "establishment". Her bør én eller anden nok minde kunstneren om, at f.eks. Statens Kunstfond fungerer på akkurat et lige så spidsborgerligt niveau, som man ser det praktiseret på samtidskunstscenen i øvrigt. 

Ellers var spørge- og debatlysten stor blandt det fremmødte publikum. Panelet var bredt og alsidigt sammensat og bestående af en kunstkritiker, en politiker, en kunstmuseumsdirektør foruden Silkeborg Bads direktør og - naturligvis - Galschiøt (det lille billede) selv.

På bustur - endnu en gang...

Der er forholdsvist langt fra Silkeborg til Aalborg - i hvert fald hvis man skal tage turen i bus. 

Sammenlagt fire en halv time tror jeg, at jeg tilbragte i X-bus nr. 960, da jeg for nyligt var i Aalborg for at kigge på en udstilling, jeg skulle anmelde. 

Nu skal det ikke lyde som en ren pine, da jeg naturligvis på disse ture i diverse rutebiler enten læser, tegner, fotograferer og altid hører musik på min uundværlige iPod. Denne dag var ingen undtagelse, og jeg tegnede da lidt på vejen. 

Hvis man undrer sig over, at et par af tegningerne er behæftet med teksten "vitaminer i luften", skyldes det ganske enkelt, at der på denne dag blev kørt gylle ud på markerne, og "duften" herfra trænger som bekendt ind overalt.

På udflugt til Aalborg

'Flesh Tint Project' i Kunsthal Nord: Installationsfoto

Jeg har netop besøgt limfjordsbyen Aalborg med henblik på at anmelde et større projekt, som er aktuelt flere steder i byen lige nu. 

'Flesh Tint Project' er en masse flag, bannere og installationer som kan ses dels i museet Kunstens midlertidige lokale på Aalborg Banegård og dels i Kunsthal Nord. 

Vejen mellem de to destinationer er præget af et utal af hudfarvede flag og bannere, så selv for én, der ikke er specielt stedkendt i Aalborg, er det helt ukompliceret at finde vej fra A til B. 

Projektet sætter fokus på et emne, der nok i dag er mere aktuelt end nogensinde, nemlig "danskhed", som visse politiske kræfter ynder at sætte på dagsordenen i tide og utide. 

Det er kunstnerduoen Hesselholdt & Mejlvang, der står bag det store projekt, som jeg finder meget relevant og konsekvent udført. 

Under mit besøg i Aalborg tog jeg nogle billeder af 'Flesh Tint Project' og disse billeder kan ses her på blog'en snarest.