fredag den 11. maj 2018

Kul på i Kunsthal Nord

'Power Plant': Stella Geppert: '2 Feet 7 Inches, 2018. Brændt ler.

Jeg har netop afsluttet og sendt en anmeldelse af udstillingen 'Power Plant', som for tiden kan ses i Kunsthal Nord i Aalborg. 

Udstillingen er et stedspecifikt projekt af tre kvindelige kunstnere, Stella Geppert (D), Antonia Low (D) og Tina Maria Nielsen (DK), og det stedspecifikke skal ses i lyset af, at de tre kunstnere er gået på jagt efter spor i Nordkrafts historie som kulfyret energiforsyningscenter i relation til Aalborgs varmeforsyning. 

Nu er Nordkraft blevet omdannet til kulturcenter i Aalborg, og som bekendt er netop Kunsthal Nord en integreret del af husets mange kulturelle tilbud. 

De tre kunstnere har dog også været på besøg på Nordjyllandsværket, som er placeret lidt uden for Aalborg, og i det store hele har kunstnerne brugt, hvad der findes af kul og andre materialer i deres bestræbelser på at illustrere noget, som formentlig snart hører til en meget forurenende fortid. 

'Power Plant' kan ses i kunsthallen frem til d. 17. juni, og min anmeldelse kan naturligvis læses i et landsdækkende dagblad i løbet af kort tid.

torsdag den 10. maj 2018

Per Kirkeby 1938-2018

Per Kirkeby fotograferet for næsten præcis 10 år siden i forbindelse med afsløringen af en skulptur ved ARoS i Aarhus

"Kirkebys styrke var, at han ikke ét eneste øjeblik tvivlede på styrken og mangfoldigheden i sin kreativitet. Han var maleren, der gerne modellerede, arkitekten, der også lavede skulpturer, og digteren, der både skrev kunstessays og lavede film"

Citatet herover er et uddrag af Peter Michael Hornungs nekrolog i Politiken over maleren, grafikeren, billedhuggeren og forfatteren m.m. Per Kirkeby, der døde d. 9. maj. Per Kirkeby blev 79 år gammel.

tirsdag den 8. maj 2018

Magtelitens udsmykning

Rolex Date 40, 18 karats guld og platin (pressefoto: Koldinghus/Iben Kaufmann)

"I nutidens globaliserede verden er magtstrukturerne langt mere komplekse end tidligere, og det kommer også til udtryk i smykkerne. Den tunge økonomiske og politiske magt er ikke noget, man nødvendigvis skilter åbenlyst med. I dag bærer den magtfulde pengemand ikke sin magt som guldkæder uden på tøjet som middelalderen og renæssancens magtfulde konger og adelsfolk, men vælger måske i stedet det Rolex-ur med den isblå skive, som kendere ved, ikke er et "almindeligt" Rolex, men et Rolex i det meget kostbare metal-platin. Uret er også repræsenteret på udstillingen som et mere nutidigt eksempel på økonomisk magt"

På museet Koldinghus er netop åbnet en udstilling, der viser en serie eksempler på smykker, der kunne forbindes med magteliten. 

Udstillingen har fået flotte anmeldelser, og jeg er blevet bedt om at skrive en anmeldelse af 'Magtens smykker', hvilket jeg glæder mig til. 

Det er såmænd ikke første gang, at jeg bevæger mig udenfor min komfortzone som decideret kunstanmelder, men alligevel bliver denne anmeldelse forbundet med visse udfordringer. 

Der kommer meget mere om besøget på Koldinghus og den aktuelle udstilling her på blog'en senere. Citatet herover er et uddrag af Koldinghus' formidling.

lørdag den 5. maj 2018

Seks-stjernet udstilling på Louisiana

Gabriele Münter: 'Haus in Schwabing'. 1911, olie  lærred. 88 x 100 cm. (foto: Louisiana/P. Richard Eells)

"Hendes kunst er progressiv uden at være ekskluderende og traditionsøgende uden at være stillestående og tilbageskuende. Den er en syntese. Den er en helhed"

Sådan afslutter min gode kollega Tom Jørgensen sin anmeldelse i Jyllands-Posten af den netop åbnede udstilling på kunstmuseet Louisiana med maleren Gabriele Münter (1877-1962). 

Gabriele Münter var i 1911 med til at stifte den banebrydende tyske kunstnersammenslutning 'Der Blaue Reiter', som udgjorde et væsentligt indslag i den europæiske ekspressionisme med malerne Vassily Kandinsky og Franz Marc som væsentlige aktører. 

Münter var samlevende med Kandinsky, men 'Der Blaue Reiter' opløses ved indledningen til 1. Verdenskrig og Münter og Kandinskys forhold slutter umiddelbart efter krigen. 

Udstillingen med værker af Gabriele Münter kan ses frem til d. 19. august. 

Tom Jørgensen giver seks ud af seks stjerner til udstillingen.

Andreasens "lånte steder"


Øverst et opslag fra bogen 'Inhabiting Borrowed Places' med mine landskaber implementeret i Kirsa Andreasens værker. Nederst bogens forside.

"Som sådan forklarer billederne ingenting. De konfronterer. De er. Tiden står sandsynligvis stille. Følelsen består. Vi er ikke på vej et sted hen, for kroppene i billederne er ikke ved at gøre noget, de vil ikke fortælle noget, de vil være. Deres energi er øjeblikket, og det er fint sådan"

Dette er kun et beskedent uddrag af en tekst, som kunsthistorikeren Line Rosenvinge har skrevet i en ny bog af og med billedkunstneren Kirsa Andreasen, og når jeg fremhæver netop denne udgivelse - med titlen 'Inhabiting Borrowed Places" - er det for det første fordi, jeg netop med posten har modtaget et eksemplar af bogen, og for det andet fordi, jeg selv spiller en beskeden rolle i forbindelse med de "lånte steder", som er blevet behandlet billedligt af Kirsa Andreasen. 

Hun har så at sige haft fuld adgang til nogle landskabsfotografier, som jeg tog for nogle år siden omkring søerne i nærheden af min bopæl ved Det Jyske Søhøjland

Disse landskaber er efterfølgende blevet brugt som inspiration til et antal malerier, hvor Andreasen har implementeret sine karakteristiske figurer i landskaberne.

torsdag den 3. maj 2018

Overvældende skønhed på Kunsten

Kaarina Kaikkonen: 'Elämänpolkuja - Paths of life', 2011 (pressefoto: Kunsten Museum of Modern Art Aalborg)

"Kaarina Kaikkonen (f. 1952) forener det private og sociale, det skrøbelige og kraftfulde på samme tid, når hun skaber store, spektakulære og sanselige værker. For Kaarina Kaikkonen kan materialer fortælle historier, og hun tager ofte udgangspunkt i sine egne personlige historier. Kaarina Kaikkonens værker består typisk af genbrugsmaterialer, der bjergtager publikum med en umiddelbar og overvældende skønhed"

Teksten er et uddrag af pressemeddelelsen i forbindelse med udstillingen 'You Remain in Me', og det bør være overflødigt at nævne, at kunstneren bag denne udstilling er den finske konceptkunstner Kaarina Kaikkonen

Udstillingen vil finde sted på kunstmuseet Kunsten i Aalborg i tidsrummet fra d. 9. maj til d. 16. september - og her vil de gode folk i Aalborg måske antage, at Kunsten har hængt deres nyvaskede skjorter til tørre i et forløb, der strækker sig fra museet op til toppen af nabobygningen, Aalborgtårnet, men dette er såmænd en del af udstillingskonceptet. 

Jeg har planlagt et besøg på Kunsten i forbindelse med udstillingen, så derfor kan man forvente mere på denne blog på et senere tidspunkt. 

onsdag den 2. maj 2018

Kraftværket i Aalborg

Tina Maria Nielsen: 'Mind and Matter' (udsnit), 2018

"POWER PLANT er et dansk-tysk udstillingskoncept af Stella Geppert, Antonia Low og Tina Maria Nielsen. De tre kunstnere har undersøgt den lokale energiproduktion i Aalborg, og dens forskellige komponenter. De har benyttet undersøgelserne som både konkret metode og metaforisk udgangspunkt for deres egen kunstneriske produktion"

I korte træk er dette måden, hvorpå Kunsthal Nord i Aalborg præsenterer den næste udstilling i kunsthallen - og her kommer institutionens tidligere rolle som transformerstation i et kulfyret kraftværk i spil, og de tre kunstnere - må man formode - har taget udfordringen op i forhold til kunsthallens ganske særegne miljø, der som bekendt er præget af stedets tidligere funktion. 

Dette har adskillige kunstnere efterhånden ladet sig udfordre af, og ofte har man modarbejdet de industrielle rum og skabt en kollision mellem kunst og industri. 

Nogle gange lykkes sådanne initiativer, og andre gange går det mindre godt. 

Jeg ser under alle omstændigheder frem til at se udstillingen 'Power Plant', som kan ses i Kunsthal Nord fra d. 5. maj til d. 17. juni.