Et hjerte er noget, der banker. Ganske vist ikke i samme takt, som de amerikanerbiler, som Ingvar Cronhammar er så fascineret af – og slet ikke i samme frekvens som i de motorer, som man finder i Nascar-racerne på de ovale baner i Guds eget land. Her hamrer køretøjerne af sted med op til 300 kilometer i timen, og ofte er der kun få centimeter mellem de brølende monstre.
Der er noget ved det monstrøse – og vidste man ikke bedre, kunne man såmænd godt fristes til at tro, at billedkunstneren Ingvar Cronhammar var en menneskeliggørelse af et sådant væsen; men hvis man har truffet den store halvsvensker, ved man at det faktisk er et følsomt hjerte, der banker inde bag det – oftest – sorte jakkesæt.
Og når mørket omslutter hans maskinelle skulpturer, bliver disse også symbolet på noget forgængeligt. Som om, når de går i stå, ryger de til skrot som al anden industriel overskud. Det gør de blot ikke! Enhederne er ikke konstrueret med henblik på produktion – endsige nogen som helst anden rationel funktion. De skal blot stå og være til stede for at blive iagttaget, dér i mørket.
Kunstneren selv holder sig tæt på hovedudgangen på kunstmuseet HEART i Herning, som forventer han, at hans værker kan skabe en farlig situation. Desværre forholder det sig ikke sådan. Der er ikke skabt grobund for en katastrofefilm, hvor mennesket mister kontrol. Det hele er timet og tilrettelagt ned til den allermindste detalje… På millimeter, faktisk!
Ingvars favorite assistant Bjørn Christensen går tilfreds rundt i scenariet med en øl i hånden under åbningen af ’Mørkets Hjerte’. Han har al mulig grund til at være tilfreds, da hans mission er udført… Nok en gang.
En anden af de modne karakterer, digteren Peter Laugesen afholder en åbningstale, hvor både metaforer og sammenligninger giver en form for mening til de tonstunge værker. Der fokuseres på muligheden for at se bagud, og samtidigt chancen for måske at give et bud på, hvordan fremtiden tager sig ud. I forhold til det første, er der ingen grund til at være sentimental og med hensyn til det sidste, kan man vel blot håbe det bedste.
Jeg går en tur i udstillingen med min sponsor-øl. Det er stort, dét her… Og mørkt! De grønne mænd, der indikerer, hvilken vej man kan gå, hvis helvede bryder løs for alvor, stikker pludseligt i øjnene og fungerer med ét som komplimentære komponenter i modspil til monumenternes rødbrune finish. De skriger i øjnene, de grønne mænd.
Jeg må ud! Jeg er blændet… Ikke desto mindre finder jeg boden med sponsor-øl i museets foyer. Dét her skal skylles ned.
