Et af højdepunkterne var faktisk også en cover. Jeg blev glad, da lykkehjulet ramte ordet ”Roses”, for så vidste jeg, at vi skulle høre What a good year for the Roses, som er et nummer, der i Costello’s fortolkning rummer en fabelagtig intencitet. Og dét med lykkehjulet var såmænd blot en del af et totalteatralsk show, der både havde en lækker gogo-danserinde og en veloplagt værtinde, der plukkede ud blandt publikum, som så måtte gå på scenen og dreje på lykkehjulet.
Heldigvis var Elvis selv mand for at få hjulet justeret ind på de sange, som han nok lige fandt passende i koncertforløbet.
Jeg kan god besidde en vis tvivl om, hvorvidt publikum på de bagerste rækker i Musikhusets Store Sal havde en fornemmelse for tekster og frasering, når Costello forlod mikrofonen og helt fremme ved scenekanten (når han altså ikke fes rundt MED mikrofon blandt folk i salen) forvandlede i hvert fald de forreste rækker til et intimt rum. På femte række besad disse øjeblikke under alle omstændigheder næsten en magisk karakter som modstykke til de stærkt elektrificerede numre, der indledte og afsluttede koncerten.
Costello’s backinggruppe The Imposters har ledsaget hovedpersonen – tidligere som The Attraction – rundt i verden lige så længe, som Costello har turneret, og man kan godt fornemme, at bandet kender hinanden og ikke mindst Elvis, når han med ét går i gang med at improvisere på scenen.
Men overordnet gav koncerten et billede af en entertainer, som det er svært at se som den ”vrede unge mand”, man angiveligt oplevede, da Costello var ung.
