fredag den 7. juni 2013

Er kritikere hævet over kritik?


Nu har Lars Svanholm flere steder kritiseret mig og Ole Bak for at være for tolerante over for årets udgave af Sculpture by the Sea, og at det kun kan ses ”som et udtryk for, at de ikke vil fornærme de mange lokale kunstnere, der optræder på udstillingen”. Intet kunne være mere forkert. Jeg har aldrig skånet lokale kunstnere, og de har heller aldrig skånet mig, men tværtimod sendt en strøm af vrede mails, udstedt fremmødeforbud og sågar truet med at hælde kaffe ned af ryggen på mig. Mange kunstnere er desværre for provinsielle til at forstå kunstkritik som et dialogskabende og udviklende værktøj, som bør tages alvorligt”

Normalt begiver jeg mig ikke af med at citere fra sociale medier som Facebook; men jeg syntes alligevel, at Stiftens anmelder Henrik Broch-Lips ligner en person, der har brug for at retfærdiggøre sine kritikpunkter og sin ret mærkværdige anmeldelse af Sculpture by the Sea, som han i Aarhus Stiftstidende har givet hele fire stjerner.
 
I min optik indikerer fire stjerner et ret højt niveau, og det står i dyb kontrast til indholdet på denne udgave af Sculpture by the Sea, som er præget af en masse dilettanteri – hvilket Broch-Lips også fremhæver i sin kritik i Stiften.
 
I øvrigt har jeg kun fremført mine holdninger på denne og på min hjemmeside – og altså ikke ”flere steder”, som Broch-Lips antyder; men han har måske set et spøgelse?
 
Jeg bør også lige nævne, at Ole Bak er anmelder på kunsten.nu – og i øvrigt min tidligere lokalredaktør på samme medie.