lørdag den 15. juni 2013

Silkeborg Grafiske Værksted i nye rammer

foto: Lis Rejnert Jensen
I Silkeborg Kommunes bevidsthed findes der kun én kunstner og ét kunstbegreb, der er værd at beskæftige sig med. Nemlig Asger Jorn og Cobra.

Nu prøver man at ”sælge” byen som City of Jorn med alt hvad den kan trække af merchandise og poppet lir. Det hele skulle angiveligt kulminere med opførelsen af et nyt Museum Jorn på en grund ikke langt fra, hvor det nu lukkede Kulturspinderiet havde til huse.

Det kan man mene om, hvad man vil; men det er desværre en kendsgerning, at kommunen i købstaden har udsultet en del af vækstlaget blandt billedkunstnerne med lukningen af Kulturspinderiet, og det er også er gået voldsomt ud over byens fine grafiske værksted.

Grafikere er dog ikke sådan at slå ud, og nu har byens trykkeglade kunstnere dannet en forening og fundet nye lokaler centralt i Skolegade. Her afholdte man fredag d. 14. juni reception, og en af byens samlere af ”den sorte kunst”, Klaus Munch, lovede i sin åbningstale, at han ville levere et antal grafiske arbejder af sin samling til en udstilling på værkstedet, hvor der faktisk er et fint lille udstillingsafsnit i foyeren.

Det er muligt at blive støttemedlem af Grafisk Værksted for et mindre årligt beløb, og det synes jeg faktisk, man som kunstinteresseret silkeborgenser burde gøre. Ikke mindst da Grafisk Værksted har haft en overordentlig stor betydning for mig, da jeg selv begyndte at arbejde med sortekunsten.

Retfærdighedsvist skal det nævnes at Silkeborg Kommune yder et fast økonomisk bidrag til driften af værkstedet – bl.a. i kraft af huslejetilskud.