Forleden dag sendte Museum Jorns kommunikationschef et læserbrev til Jyllands-Posten, hvor han beklager at de landsdækkende medier på TV ikke har været interesserede i at dække museets store udstilling i anledning af 100 året for Asger Jorns fødsel.
Man kan besidde mange holdninger vedrørende mediernes generelle manglende dækning af begivenheder i kunstlandskabet. Og der er ingen tvivl om, at det er sølle. Det virker som om, at der ikke er tilstrækkelig eksponeringsværdi i billedkunst, og her tror jeg at medierne misforstår, hvad der er interessant og uinteressant på den kulturelle scene.
På den anden side set, bør en museumsinstitution som Museum Jorn prøve at anskue tingene på en lidt anden måde, end blot at optræde "pigefornærmede". Positivt er det dog, at adskillige internationale medier har haft fokus på 'EXPO JORN Kunst er fest', som udstillingen hedder - og spørgsmålet er, om ikke museets kommunikationschef i overført forstand "skyder sig i foden" ved at optræde med en fornærmet attitude over for de medier, hvis dækning han tilsyneladende er stærkt utilfreds med.
En politisk repræsentant fra Dansk Folkeparti støtter Museum Jorn i forhold til museets frustrationer og kalder DR's dispositioner for rendyrket "Københavneri".
Alt dét har man hørt før - og gentagelser af, at hovedstadsområdet favoriseres, gør hverken fra eller til, er jeg bange for. Det handler ganske enkelt om at lave formidling på et niveau, der når længst muligt ud, og i dén forbindelse har museet vel gjort det ganske udmærket?
Hvis man skal være rigtig uretfærdig, kunne man vel antyde, at der måske er ved at indtræde et "mæthedstilstand" omkring netop Asger Jorn, som der har været meget hype omkring på det sidste... Men denne antydning kommer ikke fra denne blogskribent.
"Vi skal ikke blande os i TV Avisens redaktionelle valg, men dette er altså en verdensberømt dansk kunstner, der regnes for en af de mest betydningsfulde i det 20. århundrede", udtaler Museum Jorns direktør Jacob Thage... Og dét har han fuldstændigt ret i; men TV Avisen har angiveligt disponeret anderledes, og redaktionschef Sandy French påpeger da også, at man har valgt at vise dokumentaren 'Jorn på Læsø' og at året for kunstnerens 100 års fødselsdag ikke er slut endnu.
Hvad dét så indebærer på længere sigt, er ikke godt at vide...