onsdag den 15. april 2015

Aarhus Kommune køber kunst til kælderen

Bodil Sohns 13 malerier i værket 'Mirrors' fra 2007 er blandt dem, der er placeret i Aarhus' rådhuskælder (pr-foto) 

Ifølge gratisavisen metroXpress indkøber Aarhus Kommune hvert år kunst for mere end en kvart million kroner. 

Desværre er en stor del af disse kunstværker placeret i rådhusets kælder, da ingen ansatte eller politikere i kommunen har ønsket at have dem hængende. 

Man kan naturligvis altid sige, at det er uhensigtsmæssigt, når en offentlig institution indkøber billedkunst for et større beløb; men samtidigt kan man vel med en vis rimelighed påpege, at kommunen ikke - som museerne - er forpligtet til at beholde de indkøbte værker. De kan sendes på auktion og sælges, og dermed må man formode, at i hvert fald en del af de investerede penge kommer ind igen. 

Aarhus Kommune indkøber kunst på anbefaling af et udvalg bestående af tre af avisen unavngivne billedkunstnere. 

Her befinder problemets kerne sig muligvis? Kunstmiljøet i en by som Aarhus er naturligvis lige så indspist, som man oplever det i andre mindre kommuner i Danmark, som dog - tror jeg - er knapt så generøse, når det drejer sig om indkøb af kunst af kommunens kunstnere. 

Om Aarhus Kommunes kunstsamling udelukkende består af værker af kommunens kunstnere, melder historien i øvrigt ikke noget om. Man taler om "lokal kunst" uden at definere dette yderligere i metroXpress.

Billedet, der illustrerer dette blogindlæg, er det samme som man bruger som eksempel i artiklen i metroXpress, nemlig en serie værker af billedkunstneren Bodil Sohn, der udtaler til avisen: "Nu er jeg et positivt menneske, så jeg regner med, at værkerne kommer op og hænge, når man finder den rigtige plads til dem, hvor de tager sig ordentligt ud".