fredag den 24. april 2015

Museum Jorn "kun" nummer 12

Installationsfoto fra sidste års store udstilling på Museum Jorn i Silkeborg: 'EXPO JORN - kunst er fest'

Ifølge en artikel i Midtjyllands Avis var Museum Jorn i Silkeborg det tolvte mest besøgte kunstmuseum i Danmark i 2014. 

Da jeg som ikke-abonnent på avisen ikke har mulighed for at læse artiklen i sin helhed og dermed har svært ved at tyde, hvilken betydning placeringen har for museet, må jeg jo ud fra min beskedne viden danne mine egne konklusioner. 

Sidste år fejrede Museum Jorn 100-året for Asger Jorns fødsel og det skete ikke uden en vis grad af opmærksomhed. Det var Jorn her og det var Jorn dér - og det var Jorn alle vegne. 

Set i lyset af den "hype", der blev kunstneren til del i 2014, synes jeg faktisk, det er skuffende, at Museum Jorn "kun" er i stand til at samle i alt godt og vel et halvt hundrede tusinde publikummer i løbet af året. Set i et normalt perspektiv er tallet naturligvis højt; men det er ikke stort, når man tænker på, at 2014 faktisk var et usædvanligt år for museet. 

Som sådan må det vel betyde, at Asger Jorn muligvis er en anelse overvurderet som international berømmet kunstner? Man kan således spørge sig selv om, hvorvidt det er relevant at bygge et nyt centralt beliggende Jorn-museum i Silkeborg, der ganske vist på kortere sigt muligvis vil give ny næring til diskussionen om Jorns historiske betydning. 

I perspektivet omkring den beherskede interesse, der tilsyneladende er omkring Jorn, bør man nok skrinlægge planerne og i stedet sætte kræfterne ind på en udbygning af det eksisterende - og udmærkede - museum, som for tiden viser den store udstilling af Per Kirkebys grafiske arbejder.