Søens officielle navn er i virkeligheden Schoubyes Sø, og den er beliggende umiddelbart øst for Silkeborg - tæt på den nye motorvej mellem Aarhus og Herning.
Faktisk er søen opstået som konsekvens af et større anlægsarbejde, der fandt sted ved Silkeborg omkring 1960, hvor man skulle bruge en masse jord til opfyldning i forbindelse med anlæggelsen af Ringvejen rundt om byen.
Indtil da fungerede vejene ind gennem Silkeborg som hovedfærdselsårer for trafikken fra Aarhus til Herning.
Det er lidt mærkeligt at tænke på, at der for længst er anlagt gågader, hvor trafikken dengang buldrede igennem midtbyen.