Her får udtrykket "at male byen
rød" en ny mening i forbindelse med udstillingerne 'The Garden' i Aarhus
(foto: Tina Sørensen)
I skrivende
stund har Danmark oplevet årets hidtil varmeste dag. På parcellen i Silkeborg
har temperaturerne ligget og ulmet omkring de 25 grader.
Det er naturligvis
rart, når sommeren indfinder sig her ved udgangen af maj måned, og jeg har
faktisk tilbragt en hel dag ved stranden Ballehage ved Aarhus, og årsagen til,
at jeg nævner dette, er at jeg på min vej ud til strandområdet har oplevet helt
nye og alternative projekter se dagens lys.
Dette er forankret i, at
kunstbegivenhederne 'The Garden - The Present' og 'The Garden The Future' åbner
for offentligheden lørdag d. 3. juni. Udstillingerne kan ses i Aarhus' byrum
samt i området fra Tangkrogen til Ballehage Strand.
Hvis det giver læserne af
denne hjemmeside associationer til udstillingen 'Sculpture by the Sea', som
fandt sted indtil for to år siden ved strækningen ved Aarhus Bugt, er det måske
ikke så mærkeligt; men der er altså tale om et helt nytænkt projekt, som er
planlagt som en triennale, der kunne have til hensigt at tilføje Aarhus som et
center for samtidskunst i Europa - også i tiden efter Kulturhovedstad 2017.
Foreløbig arbejdes der på livet løs med at forvandle by- og landskab til
temporære kunstinstallationer.
Der er pressemøde på begivenheden torsdag d. 1.
juni, og jeg har tilmeldt mig. Så meget mere om denne omfattende udstilling,
der kan ses frem til d. 30. juli, når jeg med mine egne øjne har oplevet den.