Sigurd Eriksen: Uden titel, 1911. Olie på lærred. 100 x 82 cm . Vurd.: 15-20.000 kr. Hammerslag: 140.000 kr. (foto: Bruun Rasmussen Kunstauktioner)
Jeg skal være ærlig og sige, at jeg ikke kendte maleren Sigurd Eriksen (1884-1976) før et par af hans værker kom under hammeren ved en auktion hos Bruun Rasmussen i København.
Ifølge auktionarius Niels Raben er det vist heller ikke noget, der sker ofte, at den dansk-norske malers værker er på auktion.
Ikke desto mindre var der bud efter Eriksen. Således var hammerslaget en syvdobling af vurderingen på det ene af malerierne, der blev solgt ved en fysisk auktion i auktionshuset i Bredgade i København.
Sigurd Eriksen er født i København, men har tilsyneladende boet det meste af sit liv i Norge. Måske et par norske samlere har fattet interesse for Eriksens værker, og efterfølgende budt hinanden op?