På HEART i Herning har man oplevet en stor stigning i antallet af betalende gæster, og det på trods af, at man på museet ikke har lavet nye udstillinger meget længe. På grund af Corona måtte man således udsætte årets 'Socle du Monde' til næste år. Til gengæld kan man se en stor udstilling med maleren Allan Otte senere i år. Maleriet herover har titlen 'Naturskildring (avlsarbejde)' og det er fra 2018 (pressefoto: HEART Herning Museum of Contemporary Art)
Spørgsmålet i overskriften skal ses som en kommentar til en pressemeddelelse, som jeg har modtaget for nyligt.
På kunstmuseet HEART i Herning har man oplevet en stor stigning i besøgstallet for juli 2020 i forhold til samme periode sidste år.
Dette skal nok forankres i flere ting - blandt andet at covid 19 har sat alle udstillingsinstitutioner på stand by i hele foråret, og at vejret i juli var mere efterårspræget end sommerligt.
Når det er sagt, må man vel også konstatere, at hjælpepakkerne til museerne, hvilket har afstedkommet, at man har kunnet sætte entréen ned til det halve, har haft en effekt på det høje besøgstal.
Forøgelsen af besøgende på HEART har været 115% højere end juli 2019. Det samme gør sig gældende på andre museer, og på Museum Jorn i Silkeborg har man haft et tilsvarende boom i besøgstallet.
Det samme gælder ARoS i Aarhus, hvor man ganske enkelt ikke har oplevet et så massivt pres på billetsalget nogensinde i juli.
Jeg kan ud fra disse oplysninger således udmærket gentage spørgsmålet i overskriften; men jeg er bange for, at når situationen - hvis det sker - normaliseres, ryger alt tilbage til det gamle.