søndag den 6. september 2020

Ingen ny kunstfaglig leder af Kunsthal Nord

 

For tiden, og frem til d. 17. oktober, kan man se totalinstallationen 'Inside Colour' af Bodil Nielsen i Kunsthal Nord.

"Uanset om du er interesseret i kunst eller ej, er der noget problematisk og et demokratisk problem i kommunens behandling af kunsthallen. Kunne man forestille sig, at man i nogen anden forvaltning kunne finde på ikke at indsætte en ny leder, hvis den gamle stoppede? Ville man gøre det samme med tilbud for børn, unge og syge, eller hvad angår affaldssortering?"


Spørgsmålene i citatet herover bliver stillet af journalist Birgitte Sonne i et debatindlæg i dagbladet Nordjyske, og baggrunden er, at Aalborg Kommune har anbefalet, at man nedlægger stillingen som kunstnerisk leder af Kunsthal Nord, som er beliggende i kulturhuset Nordkraft midt i Aalborg. 


Siden den tidligere leder Henrik Broch-Lips sagde op for omkring et år siden, har der ikke været tilknyttet en kunstfaglig leder af stedet, og det er problematisk. 


Ifølge formanden for Foreningen af Danske Kunsthaller Merete Jankowsky kan det få økonomiske konsekvenser for Kunsthal Nord, at man ikke har en kunstfaglig leder. 


"Der er ikke direkte lovmæssige konsekvenser for udstillingsstedet i forhold til økonomisk støtte, men det er klart, at det er noget, man kigger på hos fonde, når man tager stilling til donationer. Et medlemskab af Foreningen af Danske Kunsthaller garanterer for professionalitet", siger Jankowsky


I Aalborg har man sat et nyt skib i søen, nemlig en ny kulturinstitution - 'Spritten' - med et kunstudstillingssted tilknyttet. 


Her har man allerede ansat den tidligere direktør for Brandts i Odense, Mads Damsbo, som kunstnerisk leder. 


Det siger muligvis lidt om Aalborg Kommunes prioritering i forhold til Kunsthal Nord, som jeg ofte har besøgt i min egenskab af kunstanmelder. 


Her har niveauet gennemgående været ret højt, hvilket har gjort det til en stor fornøjelse at besøge stedet.