»Sheeran har ret til at elske Pollock; men det er selvsikkert og dumt at tro, at man kan genskabe hans geni på sine fridage, fordi det ser nemt ud. Det var det ikke, og det er her kendisser tager fejl: De synes kunst er sjovt; men kunst er lidelse og vanvid. Et plask fra Sheeran kan måske ligne et plask fra Pollock, men der er ingen følelse, ingen sandhed«
Således vurderer den britiske kunstkritiker Jonathan Jones sangeren og sangskriveren Ed Sheeran, der netop er ”sprunget ud” som billedkunstner på en udstilling i London, hvor han viser nogle malerier, der skulle ligge i forlængelse af den amerikanske maler Jackson Pollocks metode, der som bekendt var rodfæstet i rytmiske strint på lærreder placeret på gulvet i hans atelier.
Jeg er faktisk ikke specielt vild med Sheeran som hverken sanger eller sangskriver og han har faktisk også en sag vedrørende musikalsk plagiat i sin historie.
Plagiat af Pollock er der dog ikke tale om, når sangeren forsøger sig som kunstmaler.
Her er hans farveholdning alt for hidsig og unuanceret.
Dog går overskuddet af salget af hans værker til velgørenhed, da han samtidig med musikkarrieren har et charity-foretagende kørende, og det kan man vel dårligt sige noget imod?
Det gør ham blot overhovedet ikke til en god maler.
Læs Jonathan Jones analyse af Sheeran som maler HER>
